Flere er dræbt af bomber i Somalias hovedstad

En populær strandcafé i Mogadishu var målet for to selvmordsbomber, der har kostet mindst tre mennesker livet.

Udland 1. marts 2013 15:18 - Opdateret 1. marts 2013 15:20

Flere er dræbt af bomber i Somalias hovedstad

Mindst tre personer er blevet dræbt og adskillige såret af to selvmordsbomber, der fredag var rettet mod en populær strandcafé i Somalis hovedstad, Mogadishu, oplyser øjenvidner og politiet.

Eksplosionerne, der er de seneste i en række af angreb i den krigshærgede by, skyldes angiveligt en selvmordsbomber, der var iklædt en vest proppet med brændstoffer, fulgt af en bilbombe.

- Manden sprængte sig selv i luften, da vagter ved indgangen til restauranten forsøgte at standse ham. Mindst tre mennesker, heriblandt bombemanden, blev dræbt, siger sikkerhedsmedarbejder Hersi Adan, der var tæt på eksplosionsstedet.

- Få minutter senere eksploderede en bil, der holdt foran bygningen, hvorved en person blev dræbt og syv andre såret, tilføjer han.

Eksplosionerne fandt sted tæt på Mogadishus berømte Lido-strand, som almindeligvis er voldsomt overfyldt i weekender af familier, der deltager i strandlivet ved at spille fodbold og ved at bade i Det Indiske Ocean.

- Der var travlt på restauranten. Jeg så fire dræbte mennesker, heriblandt selvmordsbomberen, siger øjenvidnet Muhudin Hassan.

Mohammed Abdullahi, en forretningsmand der befandt sig inde i restauranten, da angrebet fandt sted, siger, at han så ligene af to sikkerhedsvagter, og at mindst ni andre mennesker var såret.

- Mange sårede mennesker løb bort efter eksplosionen, så der kan have været flere tilskadekomne, tilføjer han.

De to bombemænds angreb understreger, hvor skrøbelig sikkerheden er i Mogadishu omkring 18 måneder efter, at afrikanske styrker og somaliske regeringsstyrker drev militante somaliere med forbindelse til al-Qaeda ud af hovedstaden.

Der er ingen, der umiddelbart har taget skylden for bomberne, men oprørergruppen al Shabab har truet med en række guerillaagtige angreb på den ny regering, som støttes af vestlige magter og regionale stater.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...