Spøgelsesbilist på Herningmotorvejen udløste dødelig ulykke
To mænd blev dræbt i en færdselsulykke forårsaget af en spøgelsesbilist tirsdag aften nær Aarhus.

To personer har mistet livet i en færdselsulykke vest for Aarhus tirsdag aften. (Arkivfoto)
HARLEV:To mænd mistede livet sent tirsdag aften, da en spøgelsesbilist kørte ud på Herningmotorvejen ved Harlev vest for Aarhus.
Ulykken, der blev anmeldt tirsdag klokken 22.02, blev udløst af en 41-årig mand fra Herning-området, der kørte mod vest i det østgående spor.
Her havde han et sammenstød med en modkørende bilist - en 36-årig mand fra Aalborg. Begge mænd mistede livet i ulykken.
- Vedkommende kolliderer frontalt med en modkørende, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup.
Det vides ikke, hvor længe eller hvorfor den 41-årige havde kørt i den forkerte retning, men politiet er ved at undersøge, om nogen af de involverede var påvirket af alkohol eller narkotika.
Sammenstødet skete ved så høj fart, at den 41-åriges bil blev slynget over midterautoværnet og endte i det vestgående spor.
Her blev hans bil ramt af en 49-årig kvinde, der kom kørende. Hendes bil fik skader, mens hun selv slap med forskrækkelsen.
Den 36-åriges bil blev kort efter sammenstødet i et østgående spor ramt af en 56-årig mandlig bilist, der heller ikke kom til skade.
Da ambulancer og en lægebil ankom til stedet, blev både den 36-årige og den 41-årige erklæret døde på stedet. Begge mænds pårørende er blevet underrettet, skriver politiet.
I alt var fire personer i fire forskellige biler impliceret i ulykken. De to andre bilister slap som nævnt uden skader.
Motorvejen blev spærret i begge retninger mellem Harlev og Skovby efter ulykken.
Da bilinspektøren og politiet var færdige på stedet, blev vejen genåbnet i vestgående retning kort efter klokken 01.30 og i begge retninger kort før klokken 03.30.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.