Udland

Flere er såret ved eksplosion i Damaskus

En eksplosion er indtruffet tæt på en massivt bevogtet militærinstallation i Syriens hovedstad.

Flere er såret ved eksplosion i Damaskus

En eksplosion uden for en statskontrolleret fagforening bag et hotel i den syriske hovedstad Damaskus har såret flere mennesker, oplyser det syriske stats-tv.

Eksplosionen, som fjernsynet betegner som terror, hvilket er regimets ord for oprørere, der bekæmper præsident Bashar al Assad, er sket på fagforeningens parkeringsplads.

- Terroreksplosionen har afstedkommet adskillige tilskadekomne. En af de sårede befinder sig i en kritisk tilstand, hedder det i tv-rapporten.

Oppositionsaktivister siger, at eksplosionen er sket tæt på massivt bevogtede militærinstallationer i hjertet af hovedstaden.

Oprørere har i år udført en række bombeangreb, der har været rettet mod regerings- og militærbygninger i Damaskus, hvilket flytter borgerkrigen helt ind i Assads magtcenter.

De militante islamistiske grupper, Ahfad al-Rasoul og Ansar al-Islam siger, at de i sidste måned placerede bomber i et vigtigt statsligt sikkerhedsområde i Damaskus.

De hævder også, at de står bag en selvmordsbilbombe tidligere i oktober, som ramte et andet sikkerhedsområde i udkanten af Damaskus.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.