Flere får overenskomst

3F Midtvendsyssel har mistet medlemmer med Brønderslev Postkontors lukning

Esben Heine
Per Chr. Kjeldsen har sagt ?goddag til en ny medarbejder, Gert Houmark. ?Foto: Henrik Louis
Brønderslev 1. april 2018 12:09

BRØNDERSLEV: Det går godt for 3F Midtvendsyssel med at tegne overenskomster med virksomheder. Det kunne formanden, Per Chr. Kjeldsen, oplyse på årsmødet.

Blandt andet er der tegnet overenskomst med flere kartoffelavlere i Store Vildmose.

- Vi har måttet sande, at det kræver mange ressourcer at få tegnet overenskomst. Vi har derfor i bestyrelsen besluttet at investere dels de penge, vi har fået via en kongresbeslutning, dels de overskud, vi har skabt de seneste år, oplyste Per Chr. Kjeldsen.

- Investeringen, som bestyrelsen har besluttet, er at ansætte en ekstra person, der skal skaffe flere medlemmer, fastholde medlemmer og servicere de unge nyuddannede og nye medlemmer i øvrigt. Desuden skal den nye medarbejder besøge vore overenskomstdækkede virksomheder med henblik på at få hjælp til jobformidling og uddannelsesplanlægning.

Det er én af de tidligere tillidsfolk på Cubic-Modulsystemer A/S, Gert Houmark, der er ansat. Han blev ansat 1. februar og er kommet rigtig godt i gang.

- Vi håber at få tegnet en del overenskomster, ligesom vi offensivt vil besøge virksomheder med henblik på at tilbagevise arbejdsgivernes råben op på mange på arbejdskraft.

- Vi har i afdelingen formidlet alle efterspørgsler efter arbejdskraft. Vi kan afkræfte arbejdsgivernes hykleriske råben på arbejdskraft. For det første tager arbejdsgiverne ikke selv ansvar for udannelse. For det andet, er det ikke mangel på arbejdskraft, der er deres problem. Nej, deres problem er, at de ikke vil betale for den.

- Deres forsøg på at råbe på mere udenlandsk arbejdskraft er ene og alene et forsøg på at presse prisen på arbejde ned. Jo mere de kan dumpe prisen jo bedre. Faktisk er der næsten ingen grænser for grådigheden. Det er som om fremgangen ene og alene skal gå til aktionærer og andre spekulanter, mens lønmodtageren og den danske velfærd skal betale prisen.

Per Chr. Kjeldsen oplyste, at 3F Midtvendsyssel arbejder videre med at afsløre arbejdsgiverne, når de råber på arbejdskraft.

- Vi vil tvinge dem til at blive konkrete, når de råber, så de bliver afsløret, når de faktisk ikke mangler arbejdskraft, men blot er ude i politisk ærinde.

- Gert Houmark skulle gerne skaffe flere medlemmer til afdelingen, når året er gået. Vi havde et godt år i 2017, hvor vi faktisk havde fremgang, indtil vi i september måtte aflevere 25 postmedarbejdere til Hjørring og Aalborg, da posthuset i Brønderslev lukkede.

- Vi er i 2018 startet med at miste en del medlemmer. Vi må konstatere, at afgangen skal stoppes, hvis vi skal bevare en lokal afdeling i vores område, understregede Per Chr. Kjeldsen.

- Dette er ikke kun et nødråb, men en konstatering. Vi vil indenfor meget kort tid kunne blive nødsaget til at søge samarbejde med andre afdelinger, hvis vi ikke får stabiliseret og allerhelst øget medlemstallet.

Per Chr. Kjeldsen kom med en opfordring til medlemmerne om at bidrage til, at de som ikke er medlem eller medlem det forkerte sted, bliver rådgivet/hjulpet til at få medlemskab af 3F Midtvendsyssel. Jo før jo bedre.

- Vi er meget sårbare, og derfor investerer vi i en ekstra medarbejder i et år. Men samtidig skal det stå helt klart, at opgaverne, vi har, ikke kan udføres, hvis vi bliver færre til at udføre dem.

- Vi har en god økonomi, men den vil hurtigt være brugt, hvis medlemmerne forsvinder, udtalte Per Chr. Kjeldsen.

Afdelingen tæller 2350 medlemmer.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...