Flere fængselsbetjente oplever trusler fra indsatte

Hver tredje fængselsbetjent oplever chikane, når han eller hun har fri fra arbejdet, viser ny undersøgelse.

Flere fængselsbetjente oplever trusler fra indsatte

Dødstrusler, forfølgelse og hærværk er blot nogle af de ting, som fængselsbetjente oplever, når de begiver sig uden for fængselsmurene.

Hver tredje fængselsbetjent svarer i en undersøgelse fra Fængselsforbundet ja til, at han eller hun har oplevet chikane i fritiden.

- Vi mødte en indsat, der genkendte mig. Han råbte af mig med alle skældsord, der findes. Mine børn var bange for, at han skulle overfalde mig. Jeg sagde intet og gik videre med min familie og sagde til dem, at de ikke måtte kigge på ham.

Sådan skriver en af fængselsbetjentene i undersøgelsen, der beskriver hele situationen som "ubehagelig".

Den situation er ikke fremmed for de 800 fængselsbetjente, der har været med i undersøgelsen.

Størstedelen har oplevet tilråb, når de for eksempel har været på vej hjem fra arbejde eller har været ude at gå med familien.

21 procent svarer, at de har oplevet andre former for chikane såsom ødelagte cykler og biler.

Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, mener, at chikanen især stammer fra bandemedlemmer, der mangler respekt for faggruppen.

- De skelner simpelthen ikke mellem, om de møder os på arbejdet eller sammen med familien i fritiden. Vi repræsenterer et system, de foragter, siger Kim Østerbye.

Han mener, at det er en urimelig belastning af vores sikkerhed, og at tryghed i hjemmet er en menneskerettighed. Hårdere straffe mod personer, der truer og chikanerer fængselsbetjente er en af løsningerne.

- En anden er større åbenhed internt i Kriminalforsorgen og en ledelse, der tager det mere alvorligt, siger han.

Politiforbundet meddelte i august, at de var i dialog med politikere om en lovændring, der skal beskytte politibetjente mod chikane uden for arbejdet.

Både Venstre, SF og DF bakker op om hårdere straffe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst