Aalborg

Flere forældre er trygge ved skolevejen

Vurderingen glæder initiativtagerne til forsøgsprojekt, der har som vision at gøre Aalborg til Danmarks mest trafiksikre skoleby

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Cykelsti mod ensretningen i Valdemarsgade er et af initiativerne ved Sct. Mariæ Skole. Foto: Aalborg Kommune

AALBORG:En stigende andel forældre til elever på tre udvalgte skoler i Aalborg oplever, at børnenes skolevej er sikker. Andelen er større i dag, end da kommunen gik i gang med projekt Trafiksikkerhedsby for snart tre år siden.

Målsætningen er at nedsætte antallet af tilskadekomne børn og unge til nul ved skolerne samt at få flere børn til i højere grad at gå og cykle i stedet for at blive kørt i bil.

I en spøgeskemaundersøgelse fra oktober 2014 blev forældrene spurgt om deres syn på trafiksikkerheden ved deres børns skole. 62 procent af deltagerne vurderede skolevejen som værende sikker eller meget sikker, mens tallet i juni i år er steget til 76 procent. Samtidig er andelen, der svarer ”meget usikker”, svundet markant.

En positiv effekt

De overordnede resultater glæder Carsten Krogh Jensen, der er civilingeniør i by- og landskabsforvaltningen.

- Det er positivt, at vi kan se en effekt af de initiativer, vi tager. Udviklingen går den rigtige vej, og det bekræfter, at vi har fundet koncepter til at gøre skolevejene mere sikre, siger han, der også noterer sig et fald i antallet af forældre, der isoleret set svarer, at vejen er ”meget sikker”.

- Andelen er lille, så det bekymrer os ikke, det vigtigste er at skelne mellem sikker og usikker.

331 forældre deltog i undersøgelsen i 2014, denne gang var antallet 201.

- Det ligger på et forventeligt niveau. Muligheden for at præge projektet var mere oplagt i første undersøgelse end her på bagkanten, så interessen har naturligt været større i første omgang, siger Carsten Krogh Jensen.

- Cowi A/S, der står for undersøgelsen, vurderer også, at den er repræsentativ.

De tre udvalgte skoler er Filstedvejens Skole i Vejgaard, Seminarieskolen i Gug og Sct. Mariæ Skole i vestbyen. I forhold til sidstnævnte viser undersøgelsen ikke så stor tilfredshed som på de øvrige skoler.

- Men i forhold til Sct. Mariæ er det vigtigt at holde fast i, at udgangspunktet også var lavt. Hvis man ser på den procentvise stigning, svarer det cirka til de øvrige skoler, siger Carsten Krogh Jensen om privatskolen i Valdemarsgade.

- Den ligger mere bynært end de øvrige, og det komplicerer arbejdet, at der ikke er så meget plads. Det er svært at komme til med anlægsarbejder og andre ændringer på grund af omgivelserne.

Ruterne til og fra skole

I første etape har der været fokus på nærområdet omkring skolerne, og der er blandt andet etableret cykelstier og afsætningspladser, ligesom man har udlagt fodgænger- overgange på hævede flader med LED-belysning i vejen samt udvidet forskellige stisystemer udenom biltrafikken.

Nu går fase to i gang.

- Vi går et skridt længere væk og fokuserer nu på ruterne, der fører til og fra skoleområderne og børnenes hjem. De initiativer bliver ikke så synlige på skolerne, og dermed kommer der heller ikke flere af de gener, som nogen har oplevet i forbindelse med anlægsarbejderne, siger Carsten Krogh Jensen.

Spørgeskemaundersøgelsen rummer en række elementer og spørgsmål om de konkrete initiativer, der er taget. Arbejdet med at analysere og evaluere helheden er endnu ikke på plads. Carsten Krogh Jensen forventer et samlet overblik til efteråret.

Konklusionerne fra det endelige projekt skal munde ud i konkrete sikkerhedsforanstaltninger, der også kan komme kommunens øvrige skoler til gode.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.