Flere forældre køber lejlighed

Aalborg 1. september 2004 06:00

AALBORG: Med afdragsfrie lån er det blevet så billigt at købe en to-værelses lejlighed, at også forældre med to ganske almindelige indkomster nu har råd til at købe sådan en bolig til en datter eller en søn, der skal læse i Aalborg. Det konstaterer Jesper Lunau, der er ansvarlig for salg af ejerlejligheder i Homes seks forretninger i Aalborg. I det job har han travlt for øjeblikket, for det går stærkt med at sælge lejligheder til forældre, som lejer dem ud til børnene. - For øjeblikket er det henved otte ud af 10 et- og to-værelses lejligheder, der bliver solgt til forældre. I fjor var det 70 procent i sommermånederne, men jeg fornemmer, at det er endnu flere i år, siger Jesper Lunau. Den store interesse har sammen med afdragsfrie lån og fortsat lav rente presset priserne op. De steg således 11 procent fra andet kvartal i fjor til andet kvartal i år. Med et afdragsfrit lån er det muligt at bo for omkring 2500 kroner netto i en to-værelses til 700.000 kroner, og 2500 kroner vil typisk være den husleje, barnet så betale til forældrene. - Det betyder, at de reelt kun skal af med udbetalingen. Og køberne håber naturligvis, at lejligheden efter fem år er steget så meget, at fortjenesten kan betale omkostningerne, siger Jesper Lunau. Med til at presse priserne op har i øvrigt også været et vigende udbud af lejligheder. Det har i år har ligget 20-40 procent under sidste år, men nogen forklaring har Jesper Lunau ikke: - Måske vil flere beholde lejligheden længere, når det er muligt at låne billigt. På det seneste er udbuddet dog vokset igen. beukel

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...