Advokatvirksomhed

Flere fortjener del i ros

Min gamle ven, salig Svend Auken, sagde altid: "Det eneste, man kan være sikker på her i livet, er selvros". Jeg skal lade det være usagt, om de dygtige advokater hos HjulmandKaptain også har hørt det samme gamle mundheld, når de i NORDJYSKE tager æren for ændringerne af erstatningsansvarsloven.

Bjarne Laustsen

Bjarne Laustsen

Jeg er ikke i tvivl om deres gode og ædle motiver i denne sag, men det var nu fagbevægelsen med HK og Metal i spidsen, der var længst fremme i skoene i den sag. De havde bedt om aktindsigt, der viste, at efter lovforslaget havde været sendt i høring, var der rettet voldsomt i det til fordel for forsikringsselskaberne. Det havde ingen af de borgerlige ordførere opdaget og måske knap nok ministeren. I hvert fald spurgte jeg gentagne gange fra Folketingets talerstol om, hvad årsagen var til, at det forslag, som ministeren havde fremlagt, ikke var identisk med det, vi faktisk behandlede. Så hvis der er nogen, der fortjener ros i denne sag, så er det først og fremmest fagbevægelsen og en vedholdende opposition. Alle partier kunne samles om at fjerne den urimelighed, at en skadelidt kunne få en større erstatning ved at komme til skade i sin fritid end i sin arbejdstid. Skovarbejderen Rehné Noer havde uheldet med sig, da han styrtede fire meter ned fra et træ. Til gengæld fik han erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Noer blev imidlertid snydt for 114.000 kr. i erstatning, fordi hans skade var indtruffet i arbejdstiden, ikke i fritiden. Det forstod hverken han eller fagbevægelsen en brik af, da sagen var oppe i Højesteret i 2008. Men sådan skulle loven om erstatning altså forstås. Man kunne ikke få fuld erstatning, fordi skaden var opstået i arbejdstiden - forstå det, hvem der kan. Selvfølgelig kan det ikke passe, at mennesker, som bliver ramt af ulykker og får en arbejdsskade, skal bekymre sig om deres økonomi, når de kæmper sig tilbage til et meningsfuldt arbejdsliv. Derfor er loven om erstatningsansvar ændret, så den slags groteske situationer ikke opstår mere. Uligheden mellem erstatningernes størrelse er nu væk. Egentlig burde man takke justitsminister Lars Barfoed, men ved nærmere eftersyn er der ikke så meget at takke for. Først da et flertal uden om regeringen meldte sig klar til at se nærmere på lovgivningens regler om erstatning for arbejdsskader, skete der nemlig noget. Samtlige interesserede erklærede tilfredshed med, at regeringen ville ligestille erstatningerne, uanset om de var opstået under arbejdet eller i fritiden. Det kunne bare mangle andet. Og så prøvede regeringen alligevel at snyde på vægten. For på et tidspunkt i høringsperioden opdagede Forsikring & Pension, at de nu skulle til kassen. Det var F&P slet ikke glade for. Et hurtigt og formentlig godt skjult lobbyarbejde medførte, at regeringen lige pludselig ændrede lovforslaget til fordel for forsikringsselskaberne. Det forslag blev til gengæld ikke sendt i høring. Derfor antog vi alle, at forslaget var det oprindelige. Man savner ord for den slags luskeri, krumspring og bedragerier. Det er helt forkasteligt, uhæderligt og uærligt at fifle et forslag igennem under falsk varebetegnelse. Mere end én klog mand har sagt om Lars Løkke, at når man har trykket hans hånd, skal man huske at tælle fingrene bagefter. Det gælder for resten af regeringen også. Vi har så bare endnu et eksempel på den går-den-så-går-den-tankegang, som vi er så inderligt trætte af. Det var frem for alt fagbevægelsens repræsentanter, der slog alarm. Ikke mindst fordi erstatningerne nu ville blive mærkbart lavere for de skadelidte. Især ville de mennesker blive ramt, som havde fået varige tab af erhvervsevne. De skulle nemlig have forkortet den periode, hvor de kunne få udbetalt erstatning. Skovarbejder Rehné Noer kunne ikke fortsætte i skoven efter sit fald, men han blev omskolet og er nu blevet uddannet til urmager. Dog måtte han leve af en lavere indtægt i en periode, end den indkomst han havde som skovarbejder. Lovændringen har så stoppet for, at folk i hans situation bliver forskelsbehandlet, og derfor er der grund til at takke alle dem, der pressede og argumenterede for at gøre Rehné Noers tilfælde fortid. HjulmandKaptain i Aalborg var blandt de aktive for en lovændring, som advokat Janne Juul Wandahl påpeger (4.7.), og det skal hendes advokatfirma bestemt have tak for. Men der var altså mange andre, ikke mindst LO-fagbevægelsen, som havde set og erkendt problemet og trak den store del af læsset. Dem synes jeg, man bør have i venlig erindring, når skadelidte i fremtiden får en mere retfærdig behandling. Nok kan ingen garantere en skovarbejder eller nogen andre, at han eller hun ikke bliver udsat for arbejdsulykker. Men vi garanterer, at personen bliver stillet lige med dem, der rammes af ulykker uden for arbejdstid.