Flere gæster besøgte i år Rosenparken

Simested 30. september 2002 08:00

AALESTRUP: Den ekstra lange danske sommer har gavnet såvel roserne som besøgstallet i Den Jyske Rosenpark. Sæsonen sluttede 14. september, og bestyrelsen kan sammen med forpagter Ellen Fredsgaard, at der er sket en lille stigning i antallet af betalende gæster. - Cirka 6500 mennesker har købt billetter til parken i løbet af sæsonen, og det er 300 flere end i fjor, fortæller formand Hanne Grabow. Sæsonen 2002 var samtidig med til at markere Rosenparkens 35 års jubilæum. Det blev fejret med maser af festlige indslag søndag 14. juli, hvor over 1000 mennesker lagde vejen forbi til kaffebord, fællesspisning og musikalsk underholdning. Selvom der er fremgang i besøgstallet, erkender Hanne Grabow imidlertid, at det er tid til forandring og nytænkning, hvis mange også fremover skal kunne tiltrække gæster fra nær og fjern. - Når vi tænker på, at Rosenparken for år tilbage blev besøgt af op imod 35.000 mennesker, så er 6500 jo et ganske beskedent tal. Vi skal nok forsøge at følge med udviklingen og få gang i nogle nye tiltag, således at det på sigt kan blive ekstra attraktivt at lægge vejen forbi Aalestrup, vurderer Hanne Grabow. Rosenparken har arbejdet tæt sammen med projektgruppen bag etableringen af Ådalens Naturcenter i de smukke omgivelser ved bredden af Simested Å. Et tiltag, der har været undervejs i snart syv år, men som trods tilsagn om tilskud fra forskellige instanser endnu ikke er blevet realiseret. Bestyrelsen bag Rosenparken mødes i indeværende uge, og her skal de bl.a. have kåret "Årets Rose" ved hjælp af de mange forslag fra sæsonens gæster.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...