Museer

Flere gæster - tak

Museum håber på branding og turistfremstød

AALBORG:- Vi har det godt, send flere penge... Man fristes næsten til at citere det gamle ordsprog, når man hører, hvad direktør for Nordjyllands Kunstmuseum, Nina Hobolth, ønsker sig i julegave. Hun er nemlig rimeligt tilfreds med tingenes tilstand, men håber alligevel, at museet fremover får endnu flere besøgende. - Jeg ønsker mig et brag af en turist-markedsføring, siger hun. - Det skal selvfølgelig være en, der kan mærkes, og som vi også kan nyde godt af. For Nordjyllands Kunstmuseum er et meget smukt barn, og derfor kan vi også godt tåle noget mere opmærksomhed og nogle flere brugere, mener hun. Ifølge Nina Hobolth er der allerede sat flere skibe i søen, men hun håber alligevel, at Aalborg Kommune giver byen et ordentligt løft - både branding og turistmæssigt. - Jo flere der bruger huset, jo flere ønsker kan vi realisere, understreger hun. - Derfor vil vi gerne have endnu flere gæster - både lokale og udenbys, fortsætter hun. Nordjyllands Kunstmuseum planlægger blandt andet en stor kinesisk udstilling om H.C. Andersen, og Nina Hobolth krydser fingre for, at den vil vække opmærksomhed. - Vi har et godt samarbejde med områdets øvrige kulturinstitutioner, og det er godt, for af og til kan man godt føle sig lidt trængt heroppe, mener hun. - Så en fælles ønskeseddel eller et fælles fodslaw er også et stort ønske. Vi samarbejder allerede omkring indholdet, men kan vi også få andre med omkring turisme, branding og hele forbrugs-festen, ville det bestemt være lækkert, pointerer Nina Hobolth.