Flere grupper på scenen i Tagrenden

Ingen ved, hvordan aftenen udvikler sig. Men der bliver meget af musik

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Paul Banks kommer i marts i Nordjysk Musikforsyning. Arkivfoto

KLOKKERHOLM:Nordjysk Musikforsynings arrangement med Swot Guld blev den forventede succes med en fyldt Tagrende i Klokkerholm, hvor de mange medlemmer hyggede sig til musikken. Der blev både danset, snakket, hygget og sørget for, at foreningen fik overskud på ølsalget. Allerede på lørdag 19. januar har Nordjysk Musikforsyning det næste arrangement og det er for medlemmerne, som har mulighed for at komme gratis til en speciel musikaften. Denne medlemsaften på Tagrenden er en aften, hvor ingen ved, hvordan udvikler sig. Der er masser af forskelligt musik for flere forskellige amatørorkestre og solister spiller i løbet af aftenen. Til slut er der tradition for at de forskellige musikanter spiller nogle numre sammen. Aftenens konferencier er den lokale Søren Bang, som vil forsøge at styre de forskellige orkestre og solister igennem aftenen. Selvfølgelig benytter han også lejligheden til selv at spille. Det bliver dog sammen med Kæjlænders, som har lovet at spille. Kæjlænders er kendt for deres irske og skotske folkemusik. Desuden kommer flere forskellige kunstnere; Nordklang fra Aalborg deltager med alle fem medlemmer. Dette orkester har også en Klokkerholm-borger med, nemlig Randi Thorup. Tobias Skiveren fra Klokkerholm spiller sologuitar og vil underholde med nogle af Jack Johnson numre. Jonna fra Gandrup vil sammen med John synge til guitarens spæde klimt. Endelig har også Kurt Roland tilmeldt sig. Han synger og spiller guitar og vil optræde med et varieret repertoire fra irsk musik til rocknumre. Der er plads til flere musikanter, så måske når flere kunstnere at tilmelde sig. Denne medlemsaften er sæsonens aften, hvor alt kan ske. Aftenen handler ikke kun om musisk kunst men også madkunst for Nordjysk Musikforsyning har fået Morten Skriver fra Hjallerup til at lave et kunstværk som består af laks forret og kalveinderlår til hovedret til kun 98 kroner. Dørene åbner for spisning klokken 18, men det er nødvendigt at bestille bord hos Jonna Olesen, hvis man vil spise inden musikken. Nordjysk Musikforsyning har sit næste arrangement til marts. Denne gang er det lykkedes at få den internationale musiker Paul Banks Trio til Klokkerholm. Det er en spændende og velspillende trio, der kan spille alle genrer inden for rytmisk musik! Trioen består af Paul Banks på guitar og sang, Kristian Jørgensen med violinen og Thor Backhausen på harmonika.