Flere gys - færre kys

"Mørkets frembrud" L.J. Smith: "Skyggesjæle"

Egentlig er "Vampire Diaries" en forholdsvis banal kærlighedsroman-fortælling, forklædt som yderst effektiv gyser: Gennem mange år har et par udødelige vampyrbrødre, Stefan og Damon, bejlet til samme kvinde, Kathrine, som imidlertid dør for dem (og i øvrigt var hun ikke helt den, som hun gav sig ud for at være). Tidligere tiders meget voldsomme rivalisering mellem de to brødre blusser op på ny om den smukke Elena Gilbert, som falder for den lyse, rare Stefan, men også fristes af den mørke, gustne Damon. For hvert bind bliver tonen og stemningen - lidt ligesom hos Harry Potter - stadig mørkere og mere dyster, alvoren breder sig, der står ganske enkelt mere på spil. Og ligesom man troede, at nu kunne ondskaben da næsten ikke kunne være mere massiv, slår forfatteren L.J. Smith til med en skovånd eller måske snarere end varræv, Shinichi, og hans tvillingsøster (eller hvad hun nu er) Misao. Hertil kommer en flok af deres hjælpere, en nærmest angstprovokerende opfindelse ved navn malakher, som kan tage skikkelse af hvad som helst, og som blandt meget andet er i stand til at bore sig ind i nakken på én og fæstne sig til éns rygrad, så man skifter personlighed. Som læser fornemmer man nok, at Smith er fortrolig med en vildt uhyggelig film som "Invasion of the Body Snatchers" (som er så gammel, at den også har en dansk titel, "Stjålne kroppe"). Hvis serien af "Vampire Diaries"-bøger tidligere har budt på gustne personager - og det har den! - så er det ingenting imod Shinichi, som ved hjælp af sine malakher vil overtage magten og ikke mindst Elena - også derfor sørger han for at få bortført Stefan og spærret ham inde i Mørkets Dimension. Modvilligt må Elena forene kræfter med den kolde, kyniske Damon (der opfatter mennesker som byttedyr), og undervejs kommer hun i tvivl om sine følelser for ham samtidig med, at hun kæmper for at komme tilbage til et normalt liv. I løbet af serien har hun præsteret at være menneske, blive vampyr, blive dræbt, blive genoplivet og blive menneske igen - omend med noget besvær, og hatten af for det mod, der ligger i at lade der gå næsten 200 sider i femte bind, før Elena bliver i stand til at sige noget som helst. Indtil da har hun været henvist til at kommunikere via Stefan, der som vampyr kan læse hendes tanker og videregive fragmenter af dem til hendes dagbog. Det kan altsammen lyde som noget overspændt sludder, men hold op, hvor er det mere end almindeligt underholdende. Ud over stepperne går det, man fyger igennem bøgerne, tværs igennem alle de mest overrumplende modbydeligheder (onde væsener mangler aldrig fantasi) og frydes over detaljerne og de små skift i persongalleriet, for selv faste bifigurer, som man troede, at man kendte, kan godt vise sig at rumme andet og mere. "Mørkets frembrud" og "Skyggesjæle" er femte og sjette bind i en serie, der i perioder virker, som om den næsten kun lige er kommet ordentligt op i omdrejninger. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk L.J. Smith: "Mørkets frembrud" (Vampire Diaries 5) 508 sider, 249,95 kr. Tellerup L.J. Smith: "Skyggesjæle" (Vampire Diaries 6) 478 sider, 249, 95. Tellerup