Hospitaler

Flere hænder og sengepladser

I sidste uge fremlagde vi Socialdemokrater sammen med SF og Enhedslisten et forslag om en national handlingsplan på det medicinske område, hvor vi kommer med løsninger i forhold til overbelægning og rekruttering og fastholdelse af personale.

Både Birgitte Josefsen (V) og Lone Dybkjær (RV) gav under debatten i Folketingssalen udtryk for, at de var enige med os i store dele af forslaget, men sundhedsministeren var særdeles afvisende. Først lagde han ud med slet ikke at ville anerkende problemet med en hånlig bemærkning om, at vores sundhedsvæsen indimellem er presset, men at det ikke er det generelle billede. Derefter kom han med en længere opremsning af forskellige pengebeløb, der ikke har direkte relevans for de medicinske patienter. Og som prikken over i'et gjorde han antræk til en total ansvarsfralæggelse ved at pege på, at man arbejder på sagen i Erik Juhl-udvalget og i regionerne. Jeg ved ikke, om sundhedsministeren med sin korte tid ved roret allerede er blevet total virkelighedsfjern. Det er ikke meget mere end et halv års tid siden, at Slotspladsen foran Christiansborg var fyldt med demonstranter – heriblandt mange fra sundhedsområdet - der gik rundt med store røde paphænder, som et symbol på de manglende hænder på landets hospitaler. Og det har heller ikke ligefrem skortet på indslag om overbelægning og ubesatte stillinger i medierne. Information skrev f.eks. i november om et massivt problem med ubesatte sygeplejerskestillinger. Og i december skrev Ekstra Bladet, at 10 ud af 14 afdelinger har overbelægning. Det er bekymrende, at vores sundhedsvæsen halter sådan. Og det er bekymrende, at der i disse år tegner sig et billede, hvor det er de ressourcestærke, der bliver sikret, mens de svagere grupper i vores samfund svigtes. Det er åbenlyst, at regeringen i de seneste år med venteliste- og behandlingsgarantier har prioriteret de kirurgiske afdelinger frem for de medicinske. De kirurgiske patienter er ofte mere ressourcestærke, mens de medicinske patienter er ældre mennesker, der ofte er udsatte, og som ikke har kræfter til at råbe op i medierne, når de ikke bliver behandlet ordentligt. Det er en skræmmende udvikling. Det er ikke velfærd, som jeg forstår det.