Velgørenhed

Flere har brug for julehjælp

Private hjælpeorganisationer drukner i ansøgninger om julehjælp

AALBORG:Hvem sagde forbrugsfest? Antallet af aalborgensere, som har svært ved at få pengene til at slå til, er nu så stort, at Kirkens Korshær i Aalborg for tredie år i træk kan konstatere en voldsom stigning i antallet af ansøgninger om julehjælp. - Sidste år steg tallet også, og det ser desværre ikke spor bedre ud i år, fortæller leder af Kirkens Korshærs byarbejde, Visti Nygaard. Organisationen har pt. modtaget omkring 225 ansøgninger, og det svarer til en stigning på 20 procent i forhold til 2004. - Der snakkes og skrives meget om, at vi får flere og flere fattige i Danmark. Og det kan jeg bestemt også skrive under på, siger Visti Nygaard. Han tror blandt andet, det skyldes regeringens indgreb på kontanthjælps-området, for Kirkens Korshær modtager især mange ansøgninger fra enlige mødre, som har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. - Med en månedlig ydelse på 7700 eller 7800 kroner, er der typisk kun 2500 kroner tilbage til mad, tøj og andre fornødenheder, når de faste udgifter er betalt, forklarer han. - Og så er der ikke meget at gøre godt med til julegaver og andre ekstra udgifter i forbindelse med julen, mener Visti Nygaard. Desperate Han understreger, at korshæren endnu ikke er færdige med at gennemgå årets ansøgninger, men han regner alligevel med, at langt de fleste er velbegrundede. - Som noget nyt ar vi i år også fået en del ansøgninger fra folk udenfor Aalborg Kommune. De kommer både fra Brønderslev, Struer og Fjerritslev og Brovst, og selvom vi formentlig bliver nødt til at sortere dem fra, synes jeg desværrre det siger en hel del om, hvor desperate mange efterhånden er ved at være, forklarer han. Og tendensen mærkes også hos Frelsens Hær. Her er antallet af ansøgninger ganske vist ikke steget voldsomt, men ifølge korpsleder JensNielsen kommer der typisk en hel del dumpende i dagene op til jul. - Fristen er sådan set udløbet, men vi plejer alligevel at gøre undtagelser. For mange af dem, der kommer i sidste øjeblik, er faktisk værre stillet, end dem der er i god tid, forklarer han. Hjælper alle Hos Frelsens Hær er det også mødre med børn, som udgør den største gruppe, men organisationen hjælper også enkelte pensionister. - Pengene kommer typisk fra de indsamlingsbøsser, vi i øjeblikket har stående i mange forretninger, fortæller han. - Vi plejer at have råd til at hjælpe alle dem, vi gerne vil, og derfor er man også velkommen til at henvende sig, selvom vi selvfølgelig ikke kan garantere noget på forhånd, understreger Jens Nielsen. Frelsens Hær holder også juleaften for folk, som ikke selv har noget sted at gå hen. Og hér er der med 70 - 80 tilmeldte allerede flere deltagere end sidste år. - Det er den større og større sociale ulighed, som sætter sine spor, mener Nina Hav. Hun er som formand for Børnenes Kontor i Aalborg knap nok færdig med at opgøre dette års ansøgninger om hjælp, men det bliver i hvert fald ikke færre end sidste år. - Dengang steg det deværre også voldsomt, så vi når nok op på 135 i år, mener hun. Indstilling Imodsætning til Kirkens Korshær og Frelsens Hær, er julehjælpen fra Børnenes Kontor ikke noget, man selv skal søge om. Den bliver i stedet indstillet via barnets klasselærer og består typisk af en rekvisition til en lokal købmand. - Folk er heldigvis søde til et betænke os, forklarer Nina Hav. - Vi har blandt andet fået billetter til Kunstmuseet og Garnisonsmuseet, og der er også enkelte børnebøger, som kommer med ned i posen,.fortæller hun. Nina Hav understreger, at organisationen fortsat modtager bidrag, og derfor opfordrer hun også alle til at støtte det traditionelle salg af julehjerter, som løber af staben i næste uge. Salget af de små mærkater foregår via folkeskolernes 4. - 6. klassetrin, og bedste klasse belønnes med en tur til en af organisationens feriekolonier. - Jeg forstår godt, at flere har det svært i julen, siger hun. - De sociale ydelser tager ikke hensyn til ekstra udgifter i forbindelse med højtiden. Men som forælder vil man jo gerne være i stand til at give sine børn det samme som kammeraterne, forklarer hun.