Flere helt unge weekend-junkier

SSP-udvalg sætter fokus på tiltagende misbrug blandt skoleelever i Løkken-Vrå

Narkokriminalitet 27. februar 2003 07:00

LØKKEN-VRÅ: Flere helt unge i Løkken-Vrå eksperimenterer med stoffer som hash, amfetamin og sågar kokain, og advarselslamperne er begyndt at blinke i det lokale SSP-udvalg. - Der er tilflydt udvalget en del informationer, der kunne tyde på, at stofforbruget blandt unge i 8.-9. klasses-alderen er større end man antager, oplyser SSP-udvalget. Udvalget tør ikke sætte tal på, hvor mange unge i kommunen, der stifter bekendtskab med illegale stoffer. - Dette bygger på forskellige udtalelser og samtaler med de unge, og et par konkrete tilfælde af brug, som har ført til opdagelse, fortæller SSP-udvalget, der blandt andre tæller ungdomskonsulent Steinar Berntsen og landbetjent Kjeld Christensen. Velfungerende junkier Noget af det mest skræmmende ved stofmisbruget blandt nutidens unge, er efter Steinar Berntsens mening, at det ikke længere holder sig indenfor de socialt belastede kredse. - Det er rimeligt velfungerende unge, vi taler om. De passer deres skole og deres idræt, og de tager simpelt hen noget, der passer til situationen. Hvis de skal spille kamp dagen efter, nytter det ikke noget at være ødelagt af tømmermænd, og så tager de stoffer i stedet for at drikke sig fulde, fortæller han. - Der er sket en meget, meget skummel holdningsændring blandt de unge. De tror at de kan styre forbruget, fordi de kun tager stoffer i weekenden,og forholder sig slet ikke til at det er farligt, siger Steinar Berntsen. - Hash er måske ikke så slemt, men det andet - så er vi ovre i noget med psykiatriske sygehuse og lignende voldsomme konsekvenser, men nogle unge skal åbenbart gøre den slags erfaringer. Snak SSP-udvalget opfordrer forældre til at være meget opmærksomme på ændret adfærd, ændrede spisevaner og ændret humør hos deres børn. - Hvis man opdager, at ens barn tager stoffer, hjælper det ikke med panikløsninger som at slå hånden af barnet, understreger Steinar Berntsen. Han ved fra sit arbejde, at nogle forældre reagerer på den måde, men det hjælper ikke barnet eller den unge ud af misbruget. - Man skal snakke med børnene. Det hjælper ikke at moralisere. Det kan være svært for forældre at få en fornuftig dialog med deres store børn, især hvis de ikke længere har en ordentlig kontakt. - I stedet for at slippe børnene løs i 13-14 års-alderen og nyde roen i huset, skal man fastholde kontakten og snakke med sine børn hver dag, siger Steinar Berntsen. Det kan også være svært at gøre noget ved de unges stofmisbrug, hvis de ikke selv vil erkende at de har et problem. Men det kommer de til før eller siden, for de kan ikke blive ved med at tage stoffer uden at det bliver synligt for alle. - Specielt i småbyer kan det blive som et stempel i panden. Nogle bliver sat helt udenfor, når deres stofmisbrug bliver opdaget. Det har et par unge i Løkken fået at mærke, fortæller Steinar Berntsen. Druk En del forældre lader deres børn begynde at drikke alkohol, når de er i konfirmationsalderen, som regel ud fra den betragtning, at de unge mennesker skal lære at have et fornuftigt forhold til alkohol, og så fordi at "det gjorde vi jo også selv i den alder". Men Steinar Berntsen advarer kraftigt mod at lade så unge drikke. - Undersøgelser viser, at hvis man formår at udskyde alkohol-debuten til de unge er 17 år, er der praktisk taget ingen risiko for at de begynder at tage stoffer, påpeger han. Det er de 14- til 18-årige, der er i faregruppen. De præsenteres for stofferne af venner, og da stofferne i dag florerer i en langt større gruppe, bliver langt flere unge også udsat for fristelsen eller presset. - Det er et minefelt, hvor børnene skal styre i siksak for at komme uden om stofferne, mener Steinar Berntsen. SSP-udvalget iværksætter straks en informationskampagne og tilbyder sig desuden til at tale med de unge. Ungdomskonsulenten har også telefonrådgivning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...