Flere HK-ere arbejder freelance

} KØBENHAVN: Flere og flere medlemmer af HK/Privat siger deres faste job op til fordel for tilværelsen som freelancer. Både bogholdere, advokatsekretærer og tolke er med på idéen, og udviklingen vil forstærkes i fremtiden. Det mener konsulent i HK/Privat Gitte Sauerberg. - Flere og flere får lyst til at arbejde på den her måde samtidig med, at flere og flere er nødt til det, fordi virksomhederne går ud og outsourcer opgaver, fordi de vil koncentrere sig om kerneydelser, siger Gitte Sauerberg. Tal fra HK/Privat viser, at siden 1999, hvor HK begyndte at organisere freelancere og fik 93 medlemmer, er der sket en markant stigning i antallet af freelancere - i 2005 var der knap 2500 freelancere i forbundet. /ritzau/