Flere holder bier i haven

Mange fik en snak om bier med biavlere

Jan B. Sørensen har i 10 år interesseret sig for bier. Privatfoto
Brønderslev 1. september 2015 11:13

BRØNDERSLEV: - Der er igen stigende interesse for biavl. Det kan formand for Biavlerforeningen Vendsyssel, anlægsgartner Jan B. Sørensen fra Hvilshøj fortælle.

Der var da også stor interesse for at få en bi-snak, da Biavlerforeningen Vendsyssel deltog i et arrangement på Vildmosemuseet i Brønderslev.

Foreningen er nu tæt på 90 medlemmer, og medlemstallet er steget støt de seneste år.

- Vi har hvert år et begynderkursus, hvor der er plads til 12 medlemmer, og der er som regel 8-10 af deltagerne, der vælger at holde bier.

Udbyttet i år er noget lavere end i fjor.

- Det skyldes det kolde forår, fortæller Jan B. Sørensen.

Biavlerne kunne på udstillingen præsentere nyslynget honning både i fast og flydende form, og de besøgende fik smagsprøver.

Haveejere kan også fortælle, at de ikke har set så mange bier i den tid, buske og træer skulle bestøves.

- Vi har oplevet, at bier her i sommer har sværmet.

Biavlerforeningen Vendsyssel driver biskole i Brønderslev, og her er man ved at gøre klar til, at bierne skal i vinterhi.

Biavlerne har taget honningen fra bierne, og det erstattes så af sukker, som bierne skal leve af.

For at begrænse varroamiden behandles bistaderne.

Jan B. Sørensen har selv syv bistader ved sin bolig i Hvilshøj. Han har haft bier i 10 år.

- Det er en spændende hobby, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...