Coronavirus

Flere hundrede er testet positiv for corona to gange

Forsker er ikke overrasket over, at op mod 400 danskere har fået påvist covid-19 to gange

Omkring 400 danskere er to gange testet positiv for corona. Arkivfoto

Omkring 400 danskere er to gange testet positiv for corona. Arkivfoto

Omkring 400 danskere har mere end 90 dage efter deres første positive testsvar for covid-19 fået endnu et positivt testsvar.

Det skriver tv2.dk på baggrund af oplysninger fra Statens Serum Institut.

Det betyder dog langtfra, at alle 400 har været syge med covid-19 i begge tilfælde.

Der kan også være tale om rester af virus i kroppen eller en falsk positiv prøve.

Totalt set har der været 238.306 bekræftede tilfælde af covid-19, siden epidemien ramte landet i februar sidste år.

Tallene overrasker ikke klinisk professor ved Københavns Universitet Peter Garred.

Han er leder af et forskningsprojekt, der undersøger spredning af covid-19 blandt danskerne.

- Der vil altid være nogle personer, som ikke lagrer et ordentligt immunsvar mod en virus eller bakterier, så det vil ikke overraske, siger han til tv-stationen.

Derfor skal tallene fra Statens Serum Institut også tolkes sådan, at man er godt beskyttet, hvis man først har været inficeret, tilføjer han.

Den vurdering deler Trine Mogensen, professor i infektionsimmunologi ved Aarhus Universitet.

Hovedreglen er ifølge Trine Mogensen, at man er immun efter en infektion.

- Men der er ganske få undtagelser, og det er formentlig mennesker, der har en immundefekt eller lignende. Jeg har desuden ikke kendskab til, at nogen, der har haft det før, får svær sygdom anden gang, siger hun til tv2.dk.

Statens Serum Institut offentliggjorde i marts beregninger, der viser, at 80 procent af dem, der har været smittet, er beskyttet mod at blive inficeret igen.

Blandt de ældre er tallet dog nede på kun 50 procent.

- Selv om man allerede har været smittet, vil det altså være en god idé at sige ja tak til tilbuddet om at blive vaccineret. Og indtil da – og det gælder særligt for de ældre – huske stadig at følge myndighedernes råd om hvordan man beskytter sig mod smitte, udtalte seniorforsker Steen Ethelberg i en pressemeddelelse.

Undersøgelserne tyder ifølge Steen Ethelberg på, at "de fleste vil være beskyttede mod at blive smittet igen i mindst et halvt år".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.