Flere kirkebesøg end biografture
Nye tal fra Aalborg Stift viser, at den nordjyske folkekirke giver andre kulturattraktioner baghjul i overordnede besøgstal
Opdateret kl. 14:19
AALBORG: Der er flere nordjyske besøg i folkekirken end i biograferne. Det faktum kommer måske bag på dig. Men en kirketælling fra Aalborg Stift viser, at kirken slår både nordjyske museer, biografer og teatre i besøgstal.
Fra påske og frem til nytår i 2014 var der mere end 1,1 million besøg ved arrangementer og gudstjenester i Aalborg Stifts kirker. De seneste biograftal viser, at der i 2013 blev solgt en million biografbilletter i det nordjyske. Dermed ser kirke ud til at vinde en smal sejr, hvis biograftallene fra 2014 er tilsvarende - selvom kirketællingen først startede påskedag og stoppede til nytår.
- Nu har vi tal på, at myten om den tomme folkekirke kan aflives, siger biskop i Aalborg Stift, Henning Toft Bro.
- Vi er landets største kulturudbyder
Foruden biografen slår tallene fra kirketællingen også nordjyske kulturattraktioner som museer og teatre.
De nordjyske museer havde i 2014 lige over 800.000 besøgende, mens teatrene i landsdelen kun kan regne sig for en tiendedel af kirkens besøgstal.
- Det handler altid meget om, at kirken skal være kirke. Men det er også en stor kulturinstitution. Jeg vil faktisk sige, at folkekirken er den største kulturudbyder i Danmark, siger Henning Toft Bro.
Musik og ungdommelighed hitter
Nogle af de arrangementer, som trækker flest deltagere per arrangement, er koncerter, ungdomsgudstjenester og musikgudstjenester. Det er ikke tilfældigt, lyder det fra Aalborg Stifts biskop. Han har nemlig haft fokus på de unges præferencer, når de går i kirke.
- Meget hurtigt efter jeg blev biskop, igangsatte vi ungdomskonferencer, satte flere ungdomskræfter ind og så videre. Og jeg tror og håber selvfølgelig på, at det er de initiativer, som nu sætter ind i kirken, fortæller Henning Toft Bro.
I de overordnede tal skaffer den mere traditionelle kirkegang stadig i folk. Med et af de lavere gennemsnitlige deltagerantal - 47 - betyder højmesse fortsat en del i statistikken. Fra påskedag og frem til nytår i 2014 var der nemlig hele 1900 højmesser i Aalborg Stift. Almindelig gudstjeneste trækker 300.000 besøg i perioden på 6885 gudstjenester - 48 deltagere i snit.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.