Flere klager over huller i vejene

Bilister og cyklister kræver oftere erstatning af kommunen

EMNER 21. oktober 2002 08:00
AALBORG: Dårligere veje og større kendskab til klagemulighederne er de væsentligste årsager til, at mange brokker sig til Aalborg Kommune og kræver erstatning for ødelagte dæk og andet materiel på bilen eller cyklen. Ingeniør Karsten Horn fra bygherreafdelingen hos Aalborg Kommune bekræfter, at borgernes klager er steget betydeligt i de senere år. I snit modtaget kommunen 10 anmeldelser om måneden. Det tal dækker dog også revner i huse som følge af gravearbejde og lignende sager. - De mange klager hænger sammen med, at folk har fået større viden om, at de kan kræve erstatning. For eksempel får de det at vide på værkstedet, når de skal have skiftet dæk, siger Karsten Horn. Aalborg Kommune er dækket ind af en ansvarsforskring, og det er i sidste ende op til forsikringsselskabet at vurdere, om der skal udbetales erstatning til en trafikant, som eksempelvis har fået ødelagt hjulet på sin bil eller skader på undervognen. Ifølge Karsten Horn sker det kun sjældent, at klagesagerne havner i retten, og han har ingen tal på, hvor mange der får medhold og erstatning. Han er dog ikke i tvivl om, at de voksende antal klager ikke kun skyldes, at borgerne er blevet mere oplyste om mulighederne for at søge erstatning. Det nedslidte vejnet er også en væsentlig årsag. - Når klagen skal vurderes, spiller det selvfølgelig ind, hvor befærdet en vej er. For eksempel gælder der større krav til et højt vedligeholdesniveau i byens gågader end til en stille villavej i Hasseris, hvor der næsten ikke kommer nogen trafik, siger Karsten Horn. Manglende vejvedligeholdelse var dog ikke skyld i, at Leif Pedersen fra Vejgaard for nylig styrtede med sin cykel på cykelstien mellem Støvring og Aalborg. Han ramlede derimod ind i en kantpæl, som lå smidt på vejen efter at kommunen havde været forbi og klippet græsrabatten. Takket være cykelhjelmen reddede Leif Pedersen livet, men han mener, at kommunen har udvist forsømmelighed, fordi der lå massevis af kantpæle og flød i vejsiden. Han risikerer at få en tårnhøj tandlægeregning, og den regning finder han det rimeligt, at kommunen dækker. Læs mere side 3
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...