Falslev

Flere køber for at sælge

Flere og flere køber smart tøj for at sælge det igen kort tid efter. - Det er simpelthen en anden kultur, og det er gået enormt stærkt, siger Martin Falslev Andersen, 30 år og medejer af en af de mest tydelige succeser på internettet, trendsales.dk Sidste år solgte danskere designertøj og tasker med mere til hinanden for 300 mio. kr. på hjemmesiden, der nu har, hvad der svarer til 34 heltids ansatte, og en konstant stigende trafik. De seneste 30 dage er der lagt 378000 annoncer ind. - De dyre mærkevarer er dem, der trækker. En top fra Vila til 400 kr. er almindelig, men en top fra Munthe + Simonsen til 2000 kr. brugt fem gange kan måske sælges for 1600 kr. Og så har man kun haft samme udgift som til den billige samtidig med, at man har fået nyt. Det er ren købmandsskab, og de er gode til det, siger Martin Falslev Andersen, Inde på hjemmesiden skriver, chatter, kunderne i et væk med hinanden. - Ja, de bliver nærmest veninder derinde. Købere og sælgere småsludrer meget, fastslår han, der mestendels har unge kunder, men som også ser en voksende gruppe af især kvinder over 50 år. Cirka hver femte kunde er en mand. - Trendsales gør der rigtige ved at satse på kontakt, siger direktør Morten Kamper, Foreningen Dansk Internet- og Distancehandel. Han tror på vækst for handel af dyre mærkevarer mellem kunder, ligesom han ser en stigning i salg af tøj i det hele taget. - Vi skønner, at der sælges tøj på nettet i Danmark for tre - fire mia. kr., og det vokser mere end de store varegrupper, elektronik, taletid og rejser, der tilsammen solgte det meste af de 25 mia. kr., der blev solgt for sidste år, siger Morten Kamper.