EMNER

Flere kuld hvalpe fra samme hanhund

?Fra WP, som har en forholdsvis nystartet kennel, har vi fået et spørgsmål vedrørende avl. WP har lige haft et kuld hvalpe, som tegner rigtig godt udstillingsmæssigt, og har nu overvejet at få et kuld hvalpe mere med den samme hanhund, men er blevet advaret imod, at bruge den samme hanhund igen, da der kan være masser af fejl på kuld to med den samme hanhund. WP spørger om der er noget om dette, og i bekræftende fald hvorfor? !Mig bekendt, er der ikke nogen grund til, at der skulle være flere fejl hos hvalpene i kuld nummer to i forhold til det første kuld. Jeg synes derimod nok, at det kan være en god ide at vente med at bruge den samme hanhund, indtil I har set, hvordan hvalpene ser ud, når de er udvoksede, som jeg læser dit brev, er de ikke ret gamle endnu. Selvom om hvalpene tegner rigtig godt allerede, er det ikke sikkert, at det ser ligeså lovende ud, når de er udvoksede. Temperamentet hos hvalpene kan det også være svært at udtale sig om med sikkerhed på nuværende tidspunkt, og endelig synes jeg også, man skal se på, hvordan hvalpenes status med hensyn til hofteledsdysplasi er, før man vælger den samme hanhund igen. Jeg har selv tidligere brugt den samme hanhund til to på hinanden følgende kuld hos en labrador retriever - med godt resultat, men skulle jeg gøre det i dag, ville jeg vente, til jeg har set det første kuld helt udvokset. Er der yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig igen. GG