Flere kunder til gårdbutikken

Vendelboer er begyndt at finde ud af, at der findes økologiske varer i gårdbutikker, herunder Søndergård Gårdbutik i Vogn.

Poul Christoffersen,
Grethe Jensen og en kunde Jette Overmark (th.) samler gulerødder ind. Foto: Henrik Louis
Naturvidenskab 9. september 2008 11:15
- Det virker som om det økologiske er nået til Vendsyssel. 150 besøg her i weekenden er rigtig fint, og det var en tilpas mængde til at vi havde tid til en ordentlig snak med alle der kom. Sådan gør Grethe Jensen forløbet af årets Økologiske Høstmarked op, hvor en række gårdbutikker landet over holdt åbent hus. Langt de fleste kom dog søndag selv om der var åbent begge weekenddage. Sammen med manden Kai har hun siden 1994 drevet en butik med årstidens grøntsager, æg og andre økologiske varer, herunder også med levering af kalvekød på forudbestilling. - Der er meget mere interesse for det nu, men vendelboer har haft svært ved at finde vej herud, siger Grethe Jensen. Til sammenligning oplyser hun, at Søndergård Gårdbutik i år haft en del sommerhusgæster som kunder. - Der var været sjællændere, som fandt det naturligt at kigge efter økologiske varer andre steder end i supermarkeder, fortæller hun. De økologiske høstdage laves for at gøre flere borgere opmærksomme på de alternative salgssteder, men vejret lagde i lørdags en stærk dæmper på folks interesse for at køre til Vogn. En af dem, som trodsede regnvejret var Jette Overmark fra Kvissel. - Jeg har ind imellem været kunde herude. Det var mest været for at købe kød, men jeg køber økologisk andre steder, oplyser hun. Denne gang købte hun dog større ind i gårdbutikken. - Når jeg alligevel tog herud til høstdag, så kunne lige så godt gøre det. Jeg har købt lidt af det hele, fortæller Jette Overmark. De økologiske høstdage i weekenden var fra kl. 10 til kl. 16, men normalt har Søndergård Gårdbutik faste åbningstider. - I princippet har vi altid åbent. Vi har en del fast kunder. Nogle af dem bestiller i forvejen, så de kan hente varerne selv om vi ikke er hjemme, tilføjer Grethe Jensen.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...