Flere lægejobs kan kombineres

DF er med på at oprette kommunalt forankrede børn- og ungelæger ved at smække to typer lægstillinger sammen

KØBENHAVN: Fungerende formand for Folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF), giver politisk opbakning til forslaget om at løse manglen på skolelæger ved at oprette kommunalt forankrede børn- og ungelæger. Men initiativet ligger hos Kommunernes Landsforening (KL) og Lægeforeningen. Det siger hun mandag til Ritzau. 83 kommuner opfylder ikke lovens krav om at have en børn- og ungelæge ansat. Det har den konsekvens, at mange børn ikke får de to lægelige helbredstjek, som de har krav på i løbet af deres skoletid. I stedes undersøges de af sundhedsplejersker. - Der mangler læger på skolerne, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Det her kunne måske være en løsning på problemet, men det er noget sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal sige god for, siger Birthe Skaarup mandag til Ritzau om den foreslåede nye type lægestilling. Ifølge børnelæge Vibeke Manniche, Frederikssund, bør kommunerne oprette en ny lægestilling, hvor man slår børne- og ungelægestillingen sammen med lægekonsulentstillingen, og gør det til fuldtidsstillinger i modsætning til nu, hvor det ofte er stillinger på forholdsvis få timer. - På den måde vil man få læger, der er forankrede midt i den kommunale virkelighed med hensyn til forebyggelse, siger Vibeke Manniche. Hun vurderer, at lægerne vil søge den nye slags stillinger, fordi de vil få et attraktivt indhold. - De manglende læger skyldes ikke manglende interesse fra lægernes side, men at man i mange kommuner har udpint stillingerne i en grad, som gør, at kvalificerede læger ikke vil søge dem. Slet ikke i en tid med lægemangel. Men børnene og kommunerne har brug for endnu mere fokus på forebyggelse og en langt mere effektiv indsats i forhold til blandt andet fedme, siger hun til Ritzau. /ritzau/