EMNER

Flere lærepladser i butikker

Stik modsat byggeriet kan detailhandlen godt bruge flere elever.

Bager er en af de professioner, hvor der er størst brug for lærlinge. Arkivfoto: Klaus Madsen

Bager er en af de professioner, hvor der er størst brug for lærlinge. Arkivfoto: Klaus Madsen

Antallet af praktikpladser til unge på erhvervsskolerne er kommet under pres, og i byggeriet ser det særligt svært ud. Helt modsat går det tilsyneladende i detailhandlen. Her er der udsigt til en svag stigning i antallet af elever i 2009. Det viser en rundspørge fra Dansk Erhverv blandt en række store medlemsvirksomheder på området. - Det kommer også lidt overraskende for os, men man er stadig meget positive, siger chefkonsulent Gorm Johansen, Dansk Erhverv. Organisationen har forhørt sig hos virksomheder, der dækker cirka 25 procent af de samlede elever på området. Syv ud af ti forventer at ansætte et uændret antal elever i 2009, mens to ud af ti venter en stigning og en ud af ti et fald. Særligt områder som bager og slagter mangler lærlinge. - Man håber på og forventer også, at krisen går over igen, og så vil man stå parat til at tage imod et nyt opsving med de rigtige og velkvalificerede medarbejdere, siger Gorm Johansen. Han peger på, at det tager en rum tid - to til fire år - at få uddannet medarbejderne. Dermed risikerer virksomheder let at halte efter udviklingen og mangle de ansatte, når der er travlt. - En anden grund her kan være, at man netop nu måske har mulighed for at få rigtigt gode folk også fra områder, hvor man normalt ikke kan få dem, siger Gorm Johansen. Han peger på, at unge, der ikke kan få en plads i andre brancher, måske vil vende blikket mod butiksområdet. Også på beslægtede områder inden for Danske Erhverv, hotel- og restaurationsbranchen samt transportbranchen, er der rimelig efterspørgsel efter de unge i 2009. På hotel- og restaurationsområdet venter man at ansætte det samme antal elever som i 2008, mens der på transportområdet er 50 procent af virksomhederne, der venter at rekruttere et uændret antal unge. /ritzau/