Flere licenser end pladser

Mediepolitik 1. september 2006 06:00

AALBORG: Aalborg Kommune udsteder langt flere p-licenser, end der er pladser til. Det fremgår af en ny opgørelse fra Teknisk Forvaltning, som i indeværende år har solgt 1.575 private og 215 erhvervslicenser til de samme 1.050 p-pladser. Men ifølge rådmand Henrik Thomsen (SF) har der alligevel kun været ganske få klager, og de kommer udelukkende fra folk, som er utilfredse med, at de ikke kan få udstedt en licens. - Jeg tror, det skyldes, at alle andre er klar over vilkårene på forhånd, siger han. - Vi har jo gjort meget klart opmærksom på, at der kun er et begrænset antal pladser til råde. Og derfor oplever jeg heller ingen kritik i det daglige, fortsætter han. - Det sker ganske vist, at firmaer med mange ærinder i bymidten er lidt utilfredse med, at de ikke kan få en licens. Men det er helt klart mit indtryk, at beboere og folk der arbejder i området godt ved, hvordan det forholder sig. Og så må vi jo heller ikke glemme, at p-licenserne faktisk er meget billige, tilføjer han. Licensordningen dækker kun begrænset areal i midtbyen. Og selvom der i øjeblikket er op mod to bilister om hver licens-plads, er det ikke rådmandens indtryk, at der generelt er stor mangel på p-pladser. - Det er efter min mening en skrøne, at det skulle være så umuligt, siger han. - Alt er højst belagt en enkelt eller to gange om året, og det kan vi umuligt tage højde for, når vi planlægger pladser, mener han. Henrik Thomsen indrømmer, at det formentlig bliver sværere, når p-huset ved Metax rives ned. Men det erstattes som bekendt af en midlertidig p-plads på den ubebyggede musikhus-grund, og dermed skulle en del af problemet også være løst.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...