Flere lokale turister

Udsigten til godt påskevejr lokker turister fra fjern og især nær til

FJERRITSLEV:Ferie ved Vesterhavet er kommet i høj kurs hos folk, som i forvejen bor i regionen. I hvert fald oplever blandt andet Feriecenter Slettestrand, at stadigt flere "lokale" fravælger rejsemål under mere eksotiske himmelstrøg og i stedet bruger deres sparsomme fritid i nærområdet. - Vi oplever stigende efterspørgsel efter ferie i Danmark og får stadigt flere gæster fra regionen over hele året. Folk vælger at køre kort, så de ikke spilder tiden på landevejene, siger John Kronborg, direktør for feriecentret. Netop nu har centret en belægning på omkring 75 procent til de ca. 220 overnatningspladser, men i disse dage strømmer det ind med reservationer. - Det ser rigtig fint ud. Med det vejr nærmer det sig fuld belægning. Vores absolutte og primære gruppe er danskere, men der er nogle enkelte tyskere, nordmænd og svenskere, oplyser John Kronborg. Fuldt hus På Rønne's Hotel er billedet det samme. De 82 sengepladser er besat i påsken, hovedsageligt af danskere. Efter en sløj påskesæson sidste år var forventningerne ellers ikke store. - Vi er lidt overraskede over, at det er blevet så godt i år, siger køkkenchef Brian Karstrøm, som ikke har nogen forklaring på, hvorfor situationen er blevet så meget anderledes. Direktør Sonja Grøn fra Sanden Bjerggaard er med i koret af positive stemmer. - Vi har fuldt hus og flere turister, end vi plejer. Lige nu er der flest nordmænd, som er på fodboldophold og så vælger at holde påskeferie her bagefter, fortæller Sonja Grøn. Sanden Bjerggaard disponerer over 50 sengepladser, som alle er belagt påsken over. Også Fjerritslev Vandrerhjem melder om alt udsolgt. - Vi kan ikke have flere. Der er fyldt helt op i påsken, siger centerassistent Niels Nørhave. Han tilføjer, at det især er fodboldspillere og svømmere fra Norge og Sverige, som i øjeblikket optager de 180 pladser. Hurtig beslutning På Klitrosen er der hverken flere eller færre gæster, end der plejer at være på denne tid af året, men den flotte vejrudsigt giver anledning til en vis optimisme efter en periode, som har været lige lovlig stille. Når solen skinner, tager folk en hurtig beslutning og bestiller et par dages ferie, lyder forklaringen. Hans Jørgen Nielsen fra Hotel Klim Bjerg drypper lidt malurt i bægeret af optimisme. Han havde håbet på en god sæson efter at have brugt tid og penge på at lave reklame for hotellet på den nylige forårsmesse i Aalborg, men det har ikke givet sig mærkbart udslag. - Der er ingen, der har ringet, og ud af 56 sengepladser har vi kun få besat. Men det er ikke anderledes, end det plejer, og efter snart 33 år i branchen kan vi godt tåle lidt nedgang, siger han.