Flere mænd burde læse romaner

Forfatteren Jens Christian Grøndahl har skrevet endnu en bog om kvinder. Men hvad ved han egentlig om det modsatte køn?

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

“Fire dage i marts” havde allerede fire dage inden udgivelsen i Danmark solgt 10.000 eksemplarer i Holland.

På omslaget af din nye roman, “Fire dage i marts”, står der, at bogen er et portræt af “en kvinde i tiden”. Hvorfor skriver du ikke om “en mand i tiden”? - Denne gang var det en kvinde, fordi det måtte være en kvinde til den her historie. For mig er der ingen stor forskel på at skrive om mænd eller kvinder. For mig er det mennesket i sig selv, der er gådefuldt, hvad enten det er en mand eller en kvinde. Et andet menneske er en gåde, og det er den gåde, jeg prøver at komme ind på livet af - velvidende at jeg aldrig kan blive færdig, fordi jeg aldrig når frem til den endegyldige sandhed om et menneske. Men hvad ved du egentlig om kvinder? - Det, jeg måske ved om kvinder, er noget jeg ved om de kvinder, jeg har skrevet om - og det står i bøgerne. Jeg ved noget andet, når jeg skriver, end når jeg sidder og taler med dig eller går rundt i min hverdag. Så jeg kan ikke give dig en bundlinje bestående af, hvad jeg ved om kvinder. Jeg ved højst sandsynligt ikke mere, end alle mulige andre mennesker gør, men jeg har fortalt nogle historier, der måske gør nogle træk synlige og måske tydeligere, end de er i hverdagen. Hvordan har du det med at være kvindernes ven? - Jeg har godt set, at man har harceleret over, at jeg har mange kvindelige læsere, og at man ironiserer over det ved at kalde mig kvindernes ven. Det synes jeg to ting om. Det ene er, at det undrer mig meget, at man i en lighedsorienteret kultur anser det for givet, at det, mange kvinder læser, nødvendigvis må være noget lort a la damebladsnoveller, sødsuppehistorier og så videre. Sådan som det måske var engang, da uddannelsesniveauet blandt kvinder var betydeligt lavere, end det er i dag. Men i betragtning af, at uddannelsesniveauet blandt kvinder efterhånden er højere, end det er blandt mænd, synes jeg ærlig talt, det er et udtryk for en meget overraskende form for snobbet og bornert foragt for kvinder, der giver sig til kende, når man kalder mig kvindernes ven, fordi jeg har kvindelige læsere. - Den anden ting, jeg vil sige, er, at det jo er en kendt sag, at det lige siden Jane Austens dage primært har været kvinder, der læste skønlitteratur. Sådan var det i 1800-tallet, sådan har det været gennem hele 1900-tallet, og sådan er det i dag. Det er jo ikke noget, jeg kan bryste mig af. Sådan er forbrugsmønstret, og det kan jeg ikke gøre for. Jeg ville da ønske, at flere mænd havde lyst til at læse romaner, men jeg synes ikke, man kan laste mig for, at det ikke er sådan. I begyndelsen af din karriere eksperimenterede du med selve romanformen til kritikernes helt store begejstring. Men så sendte du kærlighedsromanen “Lucca” på gaden og blev mainstream. Hvad skete der? - Når jeg har udviklet mig som forfatter, har det noget at gøre med, at jeg på et tidspunkt havde udtømt de muligheder, der lå i den eksperimenterende form, jeg dyrkede, da jeg var yngre. Jeg kunne simpelthen ikke komme videre. Jeg følte, jeg havde skrevet mig selv op i en blindgyde. Men det betyder ikke, at jeg er blevet en anden forfatter. Jeg er stadig den samme, og hvis man kigger efter, er det de samme temaer, jeg skriver om. Det er oven i købet også mange af de samme indfaldsvinkler til selve det at skrive, der går igen. Men jeg åbnede formen op for den fortælling, jeg i nogle år havde vendt ryggen, og det frigjorde mig som forfatter. Og som en behagelig bivirkning viste det sig også, at det tiltrak nogle flere læsere, end jeg havde haft før. - Det var en kunstnerisk udvikling og ikke en kommerciel overvejelse. Udviklingen har gjort, at du er blevet lidt af en hadefigur i store dele af det litterære miljø i Danmark. Hvordan har du det med det? - Når man er dansk forfatter i Danmark og stikker snotten frem og oplever en vis medvind, bliver man meget hurtigt kategoriseret, og på et tidspunkt er man indkapslet i en rolle, man ikke får lov at undslippe. Gang på gang kan man opleve, at det er karikaturen af en selv, der bliver anmeldt, og ikke den bog man har skrevet. - Jeg sætter kolossal stor pris på den tanke, at der er fremmede mennesker - både herhjemme og i udlandet - som læser det, jeg har skrevet og kan have en oplevelse med det. Det fylder mig med en glæde, som er uendeligt meget større end ærgrelsen over ikke at blive respekteret af folk, jeg knap nok ved, om jeg selv har respekt for. Christian Grøndahl: “Fire dage i marts”. Forlaget Gyldendal.