EMNER

Flere med fodlænker

Lene Espersen (K) villig til at udvide ordningen

KØBENHAVN:Spritbilister er de eneste, der i et kommende lovforslag fra justitsministeren får mulighed for at afsone hjemme med en elektronisk fodlænke om ankelen. Men alle med en straf på op til tre måneder kan på sigt komme med i ordningen, siger justitsminister Lene Espersen (K). Hun er villig til at udvide ordningen betragteligt, hvis erfaringerne med spritbilisterne bliver gode. - Det her er bare første skridt. Nu starter vi med spritbilisterne og får systemet bygget op om dem, og hvis ordningen falder i god jord hos befolkningens retsfølelse, og hvis den bliver velfungerende i Kriminalforsorgen, så er jeg åben for at drøfte, om andre grupper kan komme med i ordningen, siger hun. I Sverige har man brugt elektroniske fodlænker i ti år, og indholdet af det danske lovforslag bygger i store træk på de succesfulde erfaringer fra nabolandet. Lene Espersen er positiv over for at hente endnu en del af svenskernes system til Danmark, nemlig udslusning af fanger, der har siddet i fængsel i flere år. Tanken bag udslusningen er, at fangerne skal have en blød overgang, når de skal tilbage til samfundet. - Det er også en vej, man kan gå, hvis ordningen skal udvides. Som en del af resocialiseringen kan man i en periode komme ud og leve i sine vante omgivelser og indgå i et forløb, der gør folk bedre egnet til at leve et kriminalitetsfrit liv, siger Lene Espersen. /ritzau/