Flere med i Musikcaféen

Farsøs musikcafe tæller nu knap 200 medlemmer.

KLASSISK BLUES er på programmet, når Det Ganske Lille Blues Band 29. januar giver koncert på Hotel Farsø.

KLASSISK BLUES er på programmet, når Det Ganske Lille Blues Band 29. januar giver koncert på Hotel Farsø.

Tilbuddet om seks årlige caféaftener med blandet musik fik sidste år flere til at melde sig ind i Musikcaféen Farsø. Medlemstallet kom i 2008 op på 187 mod 164 året før. Det var derfor en tilfreds formand, Jonna Michelsen, der forleden kunne aflægge beretning på foreningens generalforsamling. Hun kunne blandt andet fortælle, at der ved de seks arrangementer sidste år i gennemsnit var 144 deltagere. De mest populære orkestre var ØM og The Islanders, der hver især trak cirka 200 tilhørere. Omkring 170 ville høre Rocky Tops, mens de øvrige tre orkestre havde cirka 100 tilhørere hver især. Programmet for 2009 er forlængst på plads. Foreningen lægger ud 29. januar, hvor Det Ganske Lille Blues Band giver koncert på Hotel Farsø. Det Ganske Lille Blues Band er en trio fra Aalborg med lokalt islæt, idet en af musikerne, Poul Rasmussen, stammer fra Farsø. Bandet spiller autentisk, rå rock/blues med hovedvægten lagt på orkesterets fælles passion for gammel bluesmusik. Bandet har eksisteret siden 1995 og har optrådt på masser af spillesteder og festivaler rundt om i landet. De har udgivet tre cd'er. De tre musikere bag Det Ganske Lille Blues Band er Poul Rasmussen (piano, orgel, bas), Henrik Vardinghus (trommer) og Peer Knudsen (vokal, guitarer, harper). Årets program byder desuden på koncert med James Rasmussen 26. februar, Ertebølle spillemændene 26. marts, Marianne Mortensen og Michael Vesterskov 24. september, Boys of Bluehill 29. oktober og Tamra Rosanes 26. november. På generalforsamlingen var der i øvrigt genvalg til bestyrelsen, som fortsætter uændret, og der var også enighed om at fastholde konceptet med et bredt koncertprogram inden for forskellige musikgenrer.