Lokalpolitik

Flere misforståelser om regler for legepladser

EU:I en uges tid har standarder for legepladser været debatteret i NORDJYSKE Stiftstidende. Jens Christian Jensens efterlyser 13.1. "officielt nogen, som ved noget om dette", hvormed han mener den demokratiske EU-debat om legepladser - eller om at "skyde gråspurve med kanoner". Her er et bud fra en anden nordjyde. Der er en grundlæggende misforståelse i de artikler, som har været bragt i NORDJYSKE. Misforståelsen består i den antagelse, at det er EU-systemet, der mod dansk vilje trækker udgifter i hundredtusind kroners klassen ned over sagesløse kommuner. Lad mig forklare lidt nærmere: I 1995 trådte By- og Boligministeriets Bygningsreglement i kraft. Det opstillede kravene til sund og sikker indretning af boliger og bebyggelse, herunder legepladser. I reglementet var indbygget nogle danske standarder, som det dengang var lovpligtigt at følge. I 1999 blev vedtaget fælles, europæiske standarder for legepladser. Det er meget vigtigt at bemærke, at det var tale om EU-standarder og ikke EU-krav i form af en forordning eller et direktiv. En standard er et instrument til kvalitetsstyring af bl.a. produkter, konstruktioner og serviceydelser. Tidligere skulle en virksomhed, der fremstillede et produkt til anvendelse i flere EU-lande, tilvirke en version af produktet til hvert af de lande, det skulle anvendes i. En central del af etableringen af Det Indre Marked var og er at harmonisere standarderne. Det helt centrale i forhold til denne debat er, at det som udgangspunkt er frivilligt for medlemslandene at følge EU-standarderne. Danmark var altså ikke tvunget til at følge legepladsstandarderne, medmindre vi selv ønskede det. I 1999 valgte Folketinget imidlertid at lade de danske standarder i bygningsreglementet erstatte af de europæiske standarder. Altså en dansk beslutning og ikke et påbud fra EU. Når det er sagt, mener jeg, at det er på sin plads også at rette en anden misforståelse. Jens Christian Jensen angriber meget kraftigt den manglende demokratiske debat i forhold til udarbejdelsen af forordninger, direktiver og standarder i EU. Dette angreb er ikke berettiget. Enhver politisk beslutning i EU behandles i Ministerrådet, hvor den danske regering er repræsenteret. Også Europa-Parlamentet, hvori der sidder 16 danske medlemmer, udtaler sig. Nu er det måske ikke altid, at EU-parlamentarikerne eller politikerne på Christiansborg har fuldstændig føling med, hvad der rører sig ude i det virkelige liv i kommunerne. Derfor er der et demokratisk organ i EU-systemet, som tager højde for de lokale holdninger. Det er Regionsudvalget, som består af 222 lokal- og regionalpolitikere fra hele EU. Forsamlingens opgave er meget klar. Hen ved tre fjerdedele af al EU-lovgivning gennemføres i praksis i kommuner og amter. Derfor er det kun rimeligt at give kommunerne en indflydelse på EU-lovgivningen. Siden udvalget blev oprettet i 1994 har ni danske by- og amtsrådsmedlemmer siddet i udvalget. Danske kommuner og amter var således også i 1997 med til at vedtage Regionsudvalgets anbefalinger af den handlingsplan, der ligger til grund for de omdiskuterede EU-standarder. Jeg var ikke medlem af Regionsudvalget tilbage i 1996-1997, da handlingsplanen vedrørende sikkerhed på legepladser blev diskuteret. Det var den daværende borgmester i Skive, Søren Andersen. Han repræsenterede de danske kommuners holdninger. Der er med andre ord ikke så langt fra Limfjorden til Bruxelles - hverken dengang eller i dag. Der er også nogle af de "almindelige mennesker", som Jens Christian Jensen omtaler, med blandt beslutningstagerne i EU.