Flere muligheder for billetkøb
NT: Svar til Kirsten Jensens debatindlæg (14.2.): Kirsten Jensen, du skriver, at du er tvivl om, hvordan du i fremtiden kan rejse med kollektiv trafik, efter at salgsstedet på Skagens Busterminal blev lukket den 1. januar 2012. Lad mig starte med at berolige dig om, at der stadig findes flere muligheder for at købe billet til den kollektive trafik. Lokalt i Skagen har Daglig Brugsen på Sct. Laurentivej overtaget salget af klippekort og køreplaner, som også du selv nævner. Derudover findes der et udvidet salg af kort, billetter og køreplaner til den kollektive trafik i DSB's butik i Frederikshavn og digitalt på www.NordjyllandsTrafikselskab.dk. Sidst, men ikke mindst, er du en af dem, der allerede nu kan få glæde af det nye rejsekort. Med rejsekortet kan du rejse med tog hele vejen fra Skagen til Hobro og samtidig optjene løbende rabat, jo mere du rejser. Kortet byder allerede efter første rejse på besparelser i forhold til en kontantbillet og efter blot ni rejser på en måned, vil du rejse billigere end muligt med et klippekort. Rejsekortet kan bestilles hos DSB, NT og på www.Rejsekort.dk. Bestiller du samtidig kortet med en automatisk tank op-aftale, kommer du ligeledes aldrig til at bekymre dig om at købe billet eller klippekort igen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.