Flere nordjyder er syge i lang tid

Længere vej til førtidspension efterlader flere på sygedagpenge

NORDJYLLAND:Nye tal fra Beskæftigelsesregion Nordjylland viser, at antallet af langtidssygemeldte i Nordjylland er steget markant i 2007. Således var antallet af sygeforløb på over 52 uger steget med 35 procent fra juli 2006 til juli 2007. I samme periode var antallet af sygeforløb på fem til 52 uger steget med 15 procent, mens kortere sygeforløb er faldet med 24 procent. Ivan Ziegler, formand for HK Nordjylland, er ikke overrasket over, at de længere sygeforløb er steget i antal. - Vi ser flere psykiske lidelser, som til sidst går over i fysiske lidelser og bliver til længere sygeforløb, siger Ivan Ziegler og tilføjer, at tallene også afspejler, at det i dag er sværere at få tilkendt førtidspension end tidligere. - Der er mangel på arbejdskraft, og derfor er der en tendens til, at man i højere grad prøver at få den sidste rest af arbejdskraft ud af folk, hvilket gør det sværere at få tilkendt førtidspension, siger Ivan Ziegler. Samme vurdering kommer fra Merete Labriola fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. - Vi hører gentagne gange, at det er blevet sværere at få førtidspension, fordi man prøver at holde folk på arbejdsmarkedet. Ellers må man sige, at stigningen i længere sygeforløb skyldes, at folk er mere syge. Og så kan det også hænge sammen med, at sagsbehandlingstiden ude i kommunerne måske er blevet længere som følge af kommunesammenlægningerne, siger Merete Labriola. I juli var 19 procent - eller knap hver femte - af de igangværende sygeforløb i Nordjylland på over 52 uger. På landsplan var 17 procent af sygeforløbene på over 52 uger.