Flere nordjyder mister jobbet

Men ledighed stiger mindre end andre steder

Karsten Simensen: Om et par år vil der igen være udsigt til øget efterspørgsel på arbejdskraft, fordi antallet af arbejdssøgende falder.

Karsten Simensen: Om et par år vil der igen være udsigt til øget efterspørgsel på arbejdskraft, fordi antallet af arbejdssøgende falder.

NORDJYLLAND:Stigende ledighed som følge af finanskrise og hastigt faldende byggeaktivitet vil også ramme Nordjylland. Men set med nordjyske briller kan man kan glæde sig over, at den øgede ledighed vil slå igennem senere og med mindre kraft end i resten af landet. Sådan vurderes udviklingen af Karsten Simensen, direktør i Beskæftigelsesregion Nordjylland, som har en dugfrisk prognose om det nordjyske arbejdsmarked at støtte sig til. - Når vi sammenligner antallet af ledige i november i år med november sidste år, så er der stadig ca. 1.100 færre. Men det dækker over, at der i mange a-kasser allerede ses stigende ledighed, og at der samlet set bliver færre ledige kvinder, men flere ledige mænd. Vi regner med at stigningen vil komme et stykke ind i årets første kvartal 2009, siger Karsten Simensen. I den nye udgave af Beskæftigelsesregionens ”Arbejdsmarkedsoverblik” om udsigten for første halvår af 2009 kan man læse, at der trods afmatning vil være tale om et nordjysk arbejdsmarked med relativ høj beskæftigelse, relativ lav ledighed og pæn efterspørgsel efter arbejdskraft i flere fag og brancher i 2009. Der ventes også fortsat problemer med at rekruttere arbejdskraft inden for visse fag og brancher - især håndværksprægede fag, i hotel- og restaurationsbranchen og på social- og sundhedsområdet. En udvikling på arbejdsmarkedet med flere ledige skal også ses på baggrund af, at beskæftigelsen siden 2005 er steget markant. Vi kommer fra en situation med flere i arbejde end nogensinde før og en ledighed så lav som aldrig før. Fra 1.1.2005 til 1.1.2007, som er de seneste opdaterede tal, kom 10.000 i beskæftigelse i Nordjylland. Regionen vurderer, at beskæftigelsen steg med yderligere 5000 - altså 15.000 ud i job på kun tre år. Og den udvikling fortsatte frem til og med 3. kvartal 2008, hvorefter øget ledighed satte ind. Beskæftigelsen i regionen ventes at være på 294.690 ved årets start, og der ventes faldende beskæftigelse gennem hele 2009 med omkring 5700 færre i job årets udgang. - Men de forventede 289.000 beskæftigede vil stadig være pænt over niveauet fra 2006, og vores prognose med hensyn til faldende beskæftigelse og øget ledighed gælder kun på et til to års sigt. Kigger vi længere ud i fremtiden, kommer vi igen til at mangle arbejdskraft, fordi der bliver færre i arbejdsstyrken. Derfor skal vi udnytte den aktuelle afmatning til at få uddannet flere. Med en mindre arbejdsstyrke i fremtiden er det nemlig helt afgørende, at folk har de kompetencer, der er brug for på arbejdsmarkedet, tilføjer Karsten Simensen.