Flere nordjyske virksomheder konkurs

OW Bunkers nedtur har haft en afsmittende effekt, mener Dansk Erhverv

OW Bunkers konkurs havde afsmittende virkning på andre virksomheder i Nordjylland, mener Dansk Erhverv. Arkivfoto <i>Scanpix Denmark</i>

OW Bunkers konkurs havde afsmittende virkning på andre virksomheder i Nordjylland, mener Dansk Erhverv. Arkivfoto Scanpix Denmark

NORDJYLLAND:Da finanskrisen ramte Danmark i 2008, betød det også et boom i konkurser. Efter nogle år med mærkbart flere konkurser er antallet af konkurser i flere af landets regioner dalende - men ikke i Nordjylland.

Som den eneste region i landet er Region Nordjyllands konkurstal steget.

Sammenligner man de sidste 12 måneder med samme periode året før, var der blandt de nordjyske virksomheder godt 16 procent flere konkurser.

- Vi har ikke nationalregnskabstal eller beskæftigelsestal for regionerne, der er opdaterede nok til at gøre os klogere på, hvilke brancher der især er ramt. Men netop Nordjylland har eksempelvis og desværre lagt hus til OW Bunkers konkurs, som vel er den mest omtalte og mest omfangsrige konkurs det seneste år. En sådan konkurs vil også præge erhvervslivet andre steder i regionen, mener økonom Mira Lie Nielsen fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

I andre af landets regioner faldt konkurstallet. I Region Sjælland var der 32,1 procent færre konkurser end samme periode året før, mens tallet for Syddanmark er 22,6 procent, for Hovedstaden 25,4 procent, og i Midtjylland faldt tallet med 2,9 procent.

- 2014 blev året med det laveste antal konkurser siden finanskrisen ramte, og antallet af konkurser vil også overordnet set fortsætte med at falde i år i takt med at fremdriften i økonomien ventes at tage til. Den lave vækst, som indtil videre præger den samfundsøkonomiske udvikling, gør dog, at antallet af konkurser ikke ventes at falde til niveauet i de brølende år op til finanskrisen, men snarere vil tage endnu et gradvist dyk nedad, vurderer Mira Lie Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.