Flere nye kandidater på spring

Jørgen Ingvardsen
11 af de socialdemokratiske kandidater forsamlet i Dronninglund. Fra venstre er det Emilly Leilah Kanti Pedersen, Karen Strandfelt, Hildo Rasmussen, Kurt Kristensen, Arne M. Jensen, Ole Jespersgaard, Christen Bager, Ole Andersen,Jane Jakobsen, Eskild Sloth Andersen og Bettina Bøcher Kjeldsen. Foto: Jørgen Ingvardsen
1. april 2017 19:27

Til november er der kommunalvalg, og partierne er derfor i denne tid i fuld gang med at forberede valget og valgkampen. Socialdemokratiet var således i lørdags samlet i Dronninglund til en ekstraordinær generalforsamling, hvor man præsenterede valgprogrammet og nogle af kandidaterne.

- Vi har i øjeblikket 24 kandidater på listen, men jeg forventer, at der kommer en del flere, sagde formanden for Socialdemokratiet i Brønderslev Kommune, Steen Christensen.

- Det er et godt hold med både erfarne folk og nye kræfter, så vi har store forventninger til valget, sagde han.

På mødet i Dronninglund var kun 11 af kandidaterne til stede, men som formanden sagde, er der tale om særdeles erfarne folk med Arne M. Jensen og Hildo Rasmussen i spidsen. Der er dog også en del nye kandidater, der er klar til at stille op. Blandt dem er 48-årige Jane Jakobsen fra Klokkerholm. Til dagligt arbejder hun som socialrådgiver i Aalborg.

- Jeg synes, der er brug for nye kræfter. Jeg føler, politikerne er kørt lidt død i det, sagde hun.

- Derfor vil jeg gerne ind i byrådet og være med til at skubbe på. Således synes jeg, der skal mere fokus på de små lokalsamfund. Det er noget af det, jeg brænder for. Jeg bor selv i Klokkerholm, der er en lille by. Når den er så velfungerende, skyldes det kun den købmand, vi har. Hvis han ikke havde været der, havde Klokkerholm været en død by. Jeg vil gerne være med til at sørge for, at de små samfund ikke bliver glemt, og at der sker noget, selv om skolen bliver lukket, sagde Jane Jakobsen, ny kandidat for Socialdemokratiet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...