Sygdomme

Flere og flere lader sig vaccinere mod influenza

Staten tilbyder gratis vaccination til ca. 1,3 mio. borgere i risikogrupper

Flere og flere lader sig vaccinere, sagde sygeplejerske Jeanette Madsbøll, før hun i går satte injektionsnålen i armen på Jonna Møller. Hun har ikke tidligere ladet sig vaccinere mod influenza. Foto: Peter Mørk.

Flere og flere lader sig vaccinere, sagde sygeplejerske Jeanette Madsbøll, før hun i går satte injektionsnålen i armen på Jonna Møller. Hun har ikke tidligere ladet sig vaccinere mod influenza. Foto: Peter Mørk.

Flere og flere lader sig vaccinere mod influenza. Det fortalte sygeplejerske Jeanette Madsbøll, da Thisted Dagblad i går, mandag, troppede op på ældrecentret Sct. Mortensgård i Ydby, hvor der var åben vaccinationskonsultation en times tid. Der var der i øvrigt også på ældrecentrene Kløvermarken i Koldby og Åbakken i Hurup. På fredag er der tilsvarende åbne konsultationer i aktivitetscentret Vestervig-Agger i Vestervig og ældrecentret Rønhede-Centret i Bedsted. Det er Danske Lægers Vaccinations Service, der står for vaccinationerne i samarbejde med Ældre Sagen. - Sammenlignet med de tidligere år, kommer der flere i år, konstaterede Jeanette Madsbøll. En af dem, der ikke tidligere har ladet sig vaccinere mod influenza, men som i går mødte op på Sct. Mortensgård, er Jonna Møller, Ydby: - Det er heldigvis længe siden, jeg har haft influenza. Da jeg imidlertid nødigt vil have det, bestemte jeg mig i år for vaccination, sagde hun efter at have fået sit prik. Vaccinationen mod influenza er gratis for alle over 65 år, førtidspensionister og kronisk syge, men koster for alle andre 145 kr. En tilsvarende vaccination mod lungebetændelse koster 245 kr. Det er staten, der tilbyder gratis influenzavaccination til over 1,3 mio. borgere, fremgår det af hjemmesiden www.stopinfluenza.dk (uden eventuelle delestreger som følge af spalteombrydning, red.). Dette skyldes, at disse tilhører de såkaldte risikogrupper, hvorfra der årligt dør ca. 1.000 danskere. Vaccination kan forebygge op mod 70 pct. af disse dødsfald, skriver Danske Lægers Vaccinations Service på hjemmesiden.