Børnepasning

Flere pædagoger vækker jubel

Den nye finanslov giver en halv milliard til børnehaver og vuggestuer - pengene falder på et tørt sted, mener både forældre og pædagoger i Aalborg.

Kristian Krone Kristensen med tre af sine fire børn, Hannah, Silas og Elias. Som storforbruger af dagtilbud hilser han flere pædagoger velkommen. Foto: Jesper Thomasen

Kristian Krone Kristensen med tre af sine fire børn, Hannah, Silas og Elias. Som storforbruger af dagtilbud hilser han flere pædagoger velkommen. Foto: Jesper Thomasen

Silas på to og Elias på fire og et halvt år går begge i daginstitutionen Eventyrhuset i Aalborg Øst. De ved det ikke selv, men de og deres jævnaldrende har fået en tidlig julegave i form af en halv milliard kroner til at ansætte flere pædagoger i landets daginstitutioner. Det er en del af det finanslovforlig, der i går blev indgået mellem regeringen og Enhedslisten. - Vi ser frem til, at der bliver flere penge til at tage sig af de små. Det er dejligt. Sådan lyder kommentaren fra Silas' og Elias' far, Kristian Krone Kristensen, der også er formand for Eventyrhusets forældrebestyrelse. Og det er den typiske reaktion fra nordjyske forældre og pædagoger til aftalen, der indebærer, at der skal ansættes 1500 flere pædagoger i landets børnehaver og vuggestuer. En god start - 1500 ekstra pædagoger på landsplan er næppe nok til at dække det efterslæb, der er bygget op efter 10 år med stort set konstante besparelser i kommunernes økonomi. Men det er en god start, siger Liselotte Thomsen, formand for BUPL Nordjylland, der er faglig organisation for godt 6000 nordjyske pædagoger på børne- og ungeområdet. - Pædagogerne gør det utrolig flot, men de løber også meget stærkt, og vi kan som forældre godt mærke, at der snart ikke er flere knapper at dreje på. Flere resurser til området er hårdt tiltrængt, også for at give personalet mulighed for at kvalificere det arbejde, der gøres, siger Bente Winther, formand for forældrebestyrelsen i Børnehuset Kronhjorten i Støvring. Flere hænder til børnepasning har været et højt prioriteret krav fra Enhedslisten for at sige ja til den samlede finanslov. Deres oprindelige krav lød på 3000 nye pædagogstillinger. Men de har altså accepteret det halve. - Det er en rigtig, rigtig god begyndelse, siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen. 1500 nye pædagoger svarer til, at i gennemsnit hver fjerde af landets 6525 daginstitutioner kan ansætte én ny pædagog. Hvordan opnormeringen udmøntes i praksis, er der ikke overblik over, men Liselotte Thomsen ser gerne, at man tager fat på at tale minimumsnormeringer, altså lovmæssige krav om, hvor mange børn pr. pædagog, der må være i institutionerne. Formanden for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborg (S) vender sig dog kraftigt imod, at man på den måde kæder kvalitet i offentlig service sammen med mængden af penge, der bruges. Mindre bureaukrati - Tankegangen vil på sigt skabe et offentligt udgiftspres, hvor de 500 millioner kroner, som regeringen afsætter til dagtilbud, slet ikke slår til, siger han til Ritzau. Endelig vil BUPL også gerne have hele daginstitutionsområdet afbureaukratiseret. - Rigtig mange pædagoger og ledere føler, at de bruger for meget tid på registrering og dokumentation af deres arbejde - tid de hellere vil bruge på børnene, siger Liselotte Thomsen. Tilbage til familien Kristensen, der er rigtig glad for Eventyrhuset. Så glad, at børnene stadig går i institutionen, selvom familien i mellemtiden er flyttet til Nørresundby. Men Kristian Krone Kristensen kan godt mærke, at pædagogerne engang imellem har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. - De ekstra ting i hverdagen, for eksempel ture ud af huset, bliver let ramt, hvis der kommer en sygemelding. Enten kommer færre børn med, eller turen bliver helt aflyst, siger han.