Flere penge i bloktilskud

Frederikshavn får 1,35 mio. kr. mere til sygedagpenge

Lokalpolitik 13. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Kommunerne får 250 mio. kr. ekstra i bloktilskud som følge af væksten i sygedagpenge. For Frederikshavn Kommunes vedkommende betyder det 1,35 mio. kr. i ekstraordinært bloktilskud, men selv om det er bedre end ingenting, er det langt fra nok til at dække den eksplosive stigning i kommunens udgifter til sygedagpenge - en stigning, der i 2003 er budgetteret til 9 mio. kr. Det ekstraordinære bloktilskud er resultatet af forhandlinger mellem finansminister Thor Pedersen og Kommunernes Landsforening (KL). I økonomiaftalen mellem regeringen og KL indgår en "musefældeklausul", der sikrer kommunerne kompensation, hvis det viser sig, at overførselsudgifterne stiger hurtigere end forudsat ved forhandlingerne i juni om den økonomiske aftale. Lånemuligheder I det første budgetforslag var der problemområder for 88 mio. kr. Det beløb er i anden udgave af budgetforslaget faldet til 63 mio. kr, idet man har indregnet lånemuligheden til diverse anlægsprojekter. Socialudvalget tegner sig for de største merudgifter. Udgifterne til kontanthjælp stiger med 3,2 mio. kr. og hvis den integrerede pleje skal fastholdes på nuværende serviceniveau, er der behov for yderligere 8 mio. kr. Udgifterne til førtidspension vokser med 3,7 mio. kr. og boligydelse med 2,8 mio. kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...