EMNER

Flere penge til HK's medlemmer

Arbejdsgiverne i Nordjylland er åbenbart blevet dårligere til at holde regler og tariffer.

HK Nordjylland kan i hvert fald konstatere, at man i faglige sager har hentet godt to millioner kroner mere hjem til medlemmerne i 2010 end i 2009. I alt blev det til 22.200.297 kroner mod 20.118.985 kroner i 2009, oplyser faglig chef i HK Nordjylland, Claus Gade Hansen. Han fortæller, at private nordjyske arbejdsgivere sidste år betalte 12,6 millioner kroner til HK-medlemmer i form af efterbetalinger af manglende løn, feriepenge, pension og forskellige godtgørelser. Det er cirka 2,5 million kroner mere end sidste år. Til gengæld faldt udbetalingerne fra Lønmodtagernes Garantifond med 400.000 kroner, hvilket Claus Gade Hansen ser som et positivt tegn: - Selv om der blot er tale om et lille fald, kan vi da håbe på, at det er begyndt at gå lidt bedre i virksomhederne, siger han. Claus Gade Hansen understreger, at ikke blot de beløb, som er hentet direkte hos arbejdsgiverne, men også betalingerne fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond viser værdien af at være i fagforening: - Det er ofte ganske komplicerede regnestykker at gøre de økonomiske krav op efter en konkurs. Det kræver et godt kendskab til regler og satser og er kringlet at stå med for den ansatte selv. Desuden må vi ofte træde til med lån til konkursramte medlemmer, indtil LG udbetaler den manglende løn, siger han.