Flere penge til kunst i Vrå

Budgetforlig sikrer 300.000 kroner mere til drift af Kunstbygningen.

Kunstbygningen i Vrå har en gæld på 2,8 mio. kr, som de gerne vil af med. Arkivfoto: Kurt Bering

Kunstbygningen i Vrå har en gæld på 2,8 mio. kr, som de gerne vil af med. Arkivfoto: Kurt Bering

- Det lyder godt, hvis vi har fået 300.000 kr. mere i driftstilskud til Kunstbygningen i Vrå, siger Jørn Munk Nielsen, som er formand for bestyrelsen. Han har foreløbigt kun læst om det i NORDJYSKE, så han kender ikke de nærmere vilkår. - Vi har udarbejdet fem scenarier for Kunstbygningens fremtid, men nu skal vi have lavet en handleplan. Det skal vi i gang med på næste bestyrelsesmøde, siger Jørn Munk Nielsen. Kunstbygningen har sine rødder i den næsten 70 år gamle Vrå Udstilling og kunstnerne deromkring. I 1992 blev bygningen opført på lokalt initiativ ved siden af Vrå Højskole, og en halv snes år senere blev bygningen udvidet. Siden dengang har det været svært at få den daglige drift til at løbe rundt for den selvejende institution. Det betyder, at der gennem årene er oparbejdet en gæld på 2,8 mio. kr. - Vi skal betale 4,5 pct. i rente, så det bliver 125.000 kr. om året. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu får mere i tilskud, siger Jørn Munk Nielsen. En af mulighederne for en videreudvikling af Kunstbygningen i Vrå er et samarbejde med Vendsyssel Kunstmuseum. I 2005 arbejdede de to institutioner for første gang sammen om et kunstprojekt, og siden er det sket flere gange. I øjeblikket har man begge steder en udstilling med maleren Arne L. Hansen. - Vi skal selvfølgelig fortsat samarbejde med kunstmuseet, men vi kan ikke lægges sammen, da vilkårene for de to institutioner er forskellige. Vi er ikke statsanerkendt som museet, og når vi viser udstilling her er der værker til salg. Vi får en procentdel af slaget, siger Jørn Munk Nielsen. Han er glad og lettet over, at bestyrelsen nu har fået noget at arbejde videre med. - Det kunne ikke køre videre som hidtil.