Aabybro

Flere penge til svømmehal

Uforudsete udgifter betyder, at renoveringen af svømmehallen i Aabybro Hallen bliver dyrere end ventet.

Nu har Jammerbugt Kommunes kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg indstillet til kommunalbestyrelsen, at der bevilges yderligere 600.000 kroner, som hentes via lån. I forvejen er der sat fem millioner af til renoveringen. Udvalgsformand Helle Bak Andreasen understreger, at en licitation er til for at blive overholdt. Der var sat 300.000 kroner af til uforudsete udgifter, men det dækker altså ikke. - Vi må vurdere ved andre projekter fremover, om der sættes nok af til uforudsete udgifter, konstaterer udvalgsformanden. I svømmehallen drejer det sig især om gamle lysarmaturer og nødbelysning, der må udskiftes, da de ikke lever op til nutidige krav.