Skolevæsen

Flere penge til vedligeholdelse af skoler

Rådmand Nils Bell (V) mener, at der ikke er afsat tilstrækkeligt mange penge til skolerne

AALBORG: Der skal afsættes flere penge til vedligeholdelse af skolerne i Aalborg Kommune. Det slog skole- og kulturrådmand Nils Bell (V) fast, kort efter at 1. behandlingen af kommunens budget begyndte. Sidste år besluttede forligspartierne at nedsætte kontoen for indvendig vedligeholdelse med syv mio. kr. i 2005 og to mio. kr. i 2006 for at få budgettet til at hænge sammen. Men det har vist sig, at der ikke er afsat tilstrækkeligt mange penge til formålet, mener Nils Bell. - Venstre stiller forslag om, at kontoen genoprettes til normal størrelse, nemlig 9,5 mio. kr. i både 2005 og 2006, sagde Nils Bell. - Et beløb på 9,5 mio. kr. strækker vel lige til, at der ikke sker en yderligere forringelse af skolernes standard, tilføjede rådmanden, der blandt andet henviste til en artikel i NORDJYSKE Stiftstidende om forholdene på Sofiendalskolen. Nils Bell forventede, at der vil være fuld opbakning til hans forslag. Rådmanden kan i hvert fald regne med tilslutning fra SF. I sin ordførertale påpegede Anne-Dorte Krog (SF), at skolerne skal have mindst det beløb, som der tidligere var afsat på budgettet. - Skoler er så nedslidte, at det er en trussel for børnenes fysiske helbred udover ikke at være særligt læringsmæssigt inspirerende, understregede Anne-Dorte Krog. Fra de radikales Preben Pedersen var der også fuld opbakning til Nils Bells forslag, og udmeldinger fra socialdemokraterne tyder heller ikke på, at de er imod forslaget. Så det ser altså ud til, at blandt andre elever og lærere på Sofiendalskolen kan få bedre rammer om undervisningen i de kommende år.