Flere præcise slag på golfbanen

Rold Skov Golfklubs "Tiger" går sin mere berømte amerikanske navnebror i bedene

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

10-årige Nicolai Werner Jensen kan det der med at ramme bolden præcist. Hul otte har han nu ramt i første forsøg. Privatfoto

Det var i mere end en forstand, at Torben "Tiger" Nielsen slog til, da han på Rold Skov Golfklubs sværeste par-3 hul, hul 17, med sin 3-kølle sendte bolden af sted på den 185 meter lange vej mod flaget. Bolden landede 20-25 meter før greenen og rullede i en bue mod venstre - og mod flaget. - Vi kunne ikke se den fra teestedet, fortæller Torben "Tiger", og mine 3 medspillere, Gitte Sondrup og Susan og Lars Kjærbo, var sikre på, at den gik i hul. Jeg mente selv, at den måske kunne "gemme" sig bag flaget. Men jeg må da indrømme, at adrenalinen pumpede mere og mere jo nærmere, vi kom hullet og minsandten om ikke den lå deri. Torben "Tiger" Nielsen har båret navnet Tiger i efterhånden mange år, hvoraf man må konkludere, at den amerikanske Tiger må være opkaldt efter Rold Skov Golfklub`s egen Torben "Tiger". Men Tiger er ikke ene om, at kunne ramme bolden rigtigt. Det går nemlig stærkt i Rold Skov Golfklub. I løbet af bare 5 dage er der lavet 3 hole-in-one. Til sammenligning blev der ikke lavet hole in one på banen i hele 2010. Mandag 27. juni var den kun 10-årige Nicolai Werner Jensen, der har et flot handicap på 13,7, ude at spille en runde med sin morfar, Carl Johan Mohrsen. På de første huller gik spillet ikke så godt for Nicolai, og han gik og hang lidt med næbbet. På hul otte valgte Nicolai Werner Jensen at slå ud med sit 7-jern, og han traf bolden godt. Nicolai Werner Jensen fortæller, at bolden et kort øjeblik oppe i luften var ude af syne for ham, men så kom frem igen. Den hoppede to gange på green og forsvandt derefter direkte ned i hullet. - Jeg blev så glad, og så havde jeg bare mod på at spille resten af runden, fortæller Nikolai Werner Jensen. Det er svært at sige, om det var Nicolai eller morfar, der var mest stolt, da de kom ind og berettede om det imponerende slag. Hvis stimen fortsætter ind i næste uge, kan en dygtig og heldig golfspiller forlade banen i en Fiat 500. For lykkes det en spiller under den kommende Rebild Open at sænke den lille runde i koppen på første forsøg på banens hul 14, så er præmien nemlig retten til at fører den lille italiener i et helt år.