Flere Premier League-klubber ville have Cornelius

Tidligere Stoke-manager Tony Pulis er begejstret for Cornelius, som har kvaliteterne til at slå til i England.

Flere Premier League-klubber ville have Cornelius

Den nyoprykkede Premier League-klub Cardiff sikrede sig torsdag FC Københavns Andreas Cornelius for et beløb som engelske medier sætter til 8,5 millioner pund - eller 74 millioner danske kroner.

Det er formentlig hård konkurrence om den talentfulde forward, der har været medvirkende til at presse prisen så højt op, at Cornelius er blevet den dyreste spiller, der nogensinde er solgt fra den danske superliga.

I hvert fald fortæller den nu tidligere Stoke-manager Tony Pulis, at Cornelius var et skoldhedt navn i klubben.

- Cornelius var en af de spillere, jeg kiggede på - et spændende talent, som er kommet med på det danske landshold. Jeg var selv ovre at kigge på ham, så seriøse var vores overvejelser om at købe ham, siger Tony Pulis til Wales Online.

Waliseren blev efter sidste sæson fyret i Stoke efter syv år i klubben og erstattet af Mark Hughes.

Havde Pulis fortsat i klubben, ville han have kæmpet for at få Cornelius ind på sit fysisk stærke mandskab.

- De rapporter vi fik fra vores talentspejdere fortalte om en førsteklasses spiller, og så mente jeg, det var tid at tage over for at se ham. Det stod med det samme klart, at han havde en god hurtighed, mange kvaliteter og stærk fysik.

- Han er en ung spiller med alt det talent, der er nødvendigt for at slå til i Premier League, lyder det fra Pulis, der uddyber:

- Hans indstilling er fremragende, han arbejder hele tiden på at blive bedre og er en god dreng. Det ser for mig ud som en rigtig god handel for Cardiff City, og det kan blive en flot handel for manager Malky Mackay, siger den tidligere Stoke-boss.

Cardiff City vandt den næstbedste række i sidste sæson og debuterer i Premier League til august.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.