Flere rationaliseringer på ældreområdet

Fagforbund har svært ved at se, hvad der ikke skal laves

Hjørring 10. september 2002 08:00

HJØRRING: - Umiddelbart kan vi ikke se, hvor der kan skæres mere. Vores medlemmer har altid meget travlt. Sådan lyder det fra sektionsformand Ingrid Mose, Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, efter offentliggørelsen af budgetforslaget for næste år. Her skal der blandt andet spares 2,2 mio. kr. på rengøringen hos de ældre i kommunen. Det betyder afskedigelse af seks-syv medarbejdere i hjælper-gruppen. Om kort tid skal fagforbund sammen med tillidsrepræsentanter fra hele hjælpergruppen til et orienteringsmøde på Codanhus, hvor borgmester Bent Brown (S) vil orientere om de besparelser, der er nødvendige for at få budgettet til hænge sammen. - Vi ved ikke så meget endnu, ud over at der skal ske nogle omstruktureringer, så arbejdet kan udføres mere rationelt. Vi kan godt nok ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Vi må kræve af politikerne, at de siger, hvad det er, der ikke skal gøres mere, for nogle ting må jo ikke blive gjort. Vore medlemmer får jo kun én løn og kan ikke løbe stærkere, siger Ingrid Mose. Kommunens plan er at skære i rengøringshjælpen til de dårligste ældre. Funktionsniveau tre ændres fra halvanden times rengøringshjælp hver 14. dag til én time hver 14. dag. Funktionsniveau fire ændres fra halvanden times rengøringshjælp om ugen til én time om ugen. - Lige nu er vi ved at undersøge, om vi skal til at re-visitere alle hjemmehjælpsbrugerne, eller om vi bare kan skære i det funktionsniveau brugerne allerede er visiteret til, siger lederen af ældreomsorgen, Peder Thøgersen. Mange ældre har allerede mærket en serviceforringelse, idet det efter sommerferien blev forbudt hjemmehjælperne at købe ind for brugerne. Nu må de bestille varerne hos en købmand, som leverer varerne gratis for kommunen - ellers må de ældre selv betale for udbringningen. Social- og sundhedsudvalget, som hjemmehjælpen hører under, skal i alt spare 9,6 mio. kr. Ud over hjemmehjælpen vil udvalget spare næsten en halv mio. kr. på at optage færre social- og sundhedshjælperassistenter. Nærmere bestemt seks færre. Formanden for udvalget, Helmuth Zickert (S), forklarer, at det drejer sig om nogle ekstra elever, som man har villet hjælpe i gang med uddannelsen. - Det har imidlertid vist sig, at de falder fra, konstaterer han. Ud over de seks tager Hjørring Kommune en snes elever fra Skolen i Hammer Bakker.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...