Flere retssager om dyretransporter

Også uforsvarlig kørsel til slagterier

Lange transporter af dyr til udlandet er kun en del af kødproducenternes problemer. Mange retssager handler om uforsvarlig transport til slagterier i Danmark. Arkivfoto: Scanpix

Lange transporter af dyr til udlandet er kun en del af kødproducenternes problemer. Mange retssager handler om uforsvarlig transport til slagterier i Danmark. Arkivfoto: Scanpix

ÅRHUS:Efter en forstærket fokus på dyretransporter i 2003 og en fordobling af straframmen for uforsvarlig transport af dyr i 2007 er de danske retssale i dag fyldt med sager mod landmænd, vognmænd og chauffører, der efter anklagemyndighedens opfattelse forsynder sig mod dyrevelfærden. Og sagerne handler langtfra kun om transport af danske avlsdyr eller dyr til slagtning i udlandet. Torsdag startede en retssag i Århus, hvor to landmænd, en vognmand og to chauffører fra Østjylland er tiltalt for at have sendt syge dyr til slagtning på Danish Crowns kæmpe slagteri i Horsens. Fødevarestyrelsen har de seneste år sat stor fokus på dyrevelfærden, og de statsligt udstationerede dyrlæger på slagterierne er mere påpasselige nu end tidligere med at anmelde sager. Forsvarer for de tiltalte i Århus, advokat Uffe Baller, oplyser til Ritzau, at han alene har omkring 100 lignende, verserende sager, og det drejer sig ikke alene om sager om skuldersår, men også, hvor en enkelt af en helt sending grise på slagteriet er fundet for syge og uegnet til at blive transporteret den korte vej til slagteriet. Normalt kræver anklagemyndigheden bøder på mellem 5000 og 15.000 kroner. I meget sjældne tilfælde bliver en landmand fradømt retten til at passe dyr. Hverken Fødevarestyrelsen, Danish Crown eller Danish Meat Association har statistik over, hvor mange sager, der verserer. Kommunikationsdirektør Anne Villemoes fra Danish Crown siger, koncernen sætter sin lid til de 500 statsligt veterinært ansatte - dyrlæger og andre kontrollanter - der virker på slagterierne og holder øje med dyrevelfærden. - Når vi få kendskab til graverende sager, følger vi ofte op med besøg hos landmanden. Vi har en særlig "code of practice". Men vi oplever også ofte, at der er forskel på, hvordan dyrlægen ude i besætningen vurderer, og hvordan den statsansatte vurderer på slagteriet, siger Anne Villemoes. Det er netop den konflikt, der oprulles i retten i Århus, hvor forsvareren har bedt om yderligere erklæringer fra Det Veterinære Sundhedsråd om, hvordan en kronisk sygdom hos en gris kan blive forværret ved transport til slagteriet. /ritzau/