Flere rider i klub

NIBE:Omkring en snes nye medlemmer scorede Nibe Rideklub i forbindelse med sit PR- og Åbent-Hus -arrangement forleden, og det tal får øjnene til at lyse hos formand Ann Pedersen, der kan berette om nye medlemmer i alle aldersgrupper. - Der var både børn og voksne, og vi kan nu oprette et hold for modne herrer samt et tantehold for samme aldersgruppe, og det er vi meget glade for, fortæller Ann Pedersen og lægger ikke skjul på, at klubben har brug for voksne medlemmer til også at løse en række praktiske og ledelsesmæssige opgaver. Det bliver efter hendes mening nemmere nu. Klubben indleder for alvor sæsonen i næste uge og er allerede i gang med forberedelserne til årets Pondus Cup, der finder sted over to weekends i september. Først for heste og ugen efter for ponyer. Desuden er et hold børn klar til at aflægge ridemærkeprøve, og disse finder sted første tirsdag i september med to dommere udefra. - Vi har 18-20 elever, der gennem et par måneder har forberedt sig til prøven, der både omfatter teori og praksis, oplyser Ann Pedersen, der desuden kan glæde sig over, at klubbens lille 40 meters bane snart vokser til en rigtig på 60 meter, så klubben kommer til at råde over to af den kaliber.