Flere russiske militærfly tvinger danske fly på vingerne

Sidste år var russiske militærfly 37 gange så tæt på dansk luftrum, at danske F-16-fly måtte på vingerne.

Politik 11. januar 2018 22:23 - Opdateret 12. januar 2018 06:36

Flere russiske militærfly flyver nær Danmark.


Ifølge Berlingske viser nye tal fra Forsvaret, at danske F-16-fly gik på vingerne 37 gange i 2017 som del af bevogtningen af dansk luftrum.
Det er næsten dobbelt så ofte som året før, da tallet var 20. Dermed er antallet af afvisninger tilbage på det usædvanligt høje niveau fra årene omkring 2014 og 2015.
Tallene viser, at Rusland igen optrapper sin militære aktivitet i Østersøen, vurderer forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
- Jeg går ud fra, at det er en bevidst strategi, at man nu vil markere sig tydeligt, siger han til Berlingske.
I 2015 var antallet 40 gange, og i 2014 blev beredskabet aktiveret hele 58 gange, oplyste Forsvaret til Radio24syv i september.
I Estland, Letland og Litauen er kampfly det seneste år gået på vingerne 130 gange for at afvise russerne. Det er oftere end to gange om ugen, at de er gået i luften for at afvise russiske militærfly.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...