EMNER

Flere sætter ild til sig selv i Nordafrika desperation: Trængte folk i nabolandene inspireres af tunesers protest

TUNIS:I frustration over levevilkårene satte en tunesisk mand ild til sig selv. Politiet havde netop konfiskeret hans vogn med grøntsager på en markedsplads i Tunesien, fordi han ikke havde tilladelse til at sælge sine varer. En måned senere havde de sociale uroligheder, der blev udløst af mandens voldsomme protest, bragt Tunesiens regering til fald. Nu bliver den tunesiske grønthandlers desperate protest tilsyneladende kopieret i andre nordafrikanske lande. I Algeriet har fire mænd sat ild til sig selv inden for de seneste dage, og i Egyptens hovedstad, Kairo, stillede en mand sig mandag op uden for parlamentet, hvor han hældte benzin over sig selv og satte ild til. Og i Mauretanien, der ligger sydvest for Algeriet, satte en 40-årig mand mandag ild til sig selv foran præsidentpaladset. Det skete ifølge politikilder i protest mod myndighedernes behandling af hans klan. - Er det en ny tendens, vi ser?, skriver Blake Hounshell, der dækker Mellemøsten for foreignpolicy.com. - Der er noget gruopvækkende og på en måde rørende ved disse selvmordsforsøg. Det er en chokerende, desperat taktik, som omgående tiltrækker opmærksomhed og en voldsom reaktion, men også sympati, fortsætter han. Flere iagttagere mener, at omvæltningerne i Tunesien vil brede sig. For i andre lande er der lige så stor frustration over stigende priser, fattigdom, høj arbejdsløshed og regimer, der ignorerer deres ønsker. - Tunesien er nu den model, alle arabere vil følge. Diktatorernes og diktaturernes tid er forbi, siger Mohamed Lagab, politisk analytiker ved universitetet i Algier. Den algeriske avis al-Watan skriver, at almindelige mennesker i Algeriet ikke har mærket nogen forbedringer i deres liv. Avisen bemærker, at der overalt i landet ses tegn på social elendighed. - Algeriets gader rumler. Det er meget sandsynligt, at det ender i vold, skriver avisen. Den tunesiske grønthandler døde af sine brandsår. De seks andre, der har sat ild til sig selv, er alle i live, men har brandsår./ritzau/Reuters

Forsiden